Til forskel fra Danmarks musikhistorie, hvor brande har ødelagt væsentlige dele af det skriftlige kildemateriale, er Sveriges veldokumenteret igennem talrige overleverede musikalier. De ældste kilder er dog ikke skriftlige, men består i arkæologiske fund af bl.a. benfløjter og rasleinstrumenter fra yngre stenalder (ca. 2000 f.Kr.). Af de ca. 60 bronzelurer, der er fundet i det sydskandinaviske område fra 1300-500 f.Kr., er nogle af de ældste fundet i Skåne, Blekinge og på Öland, mens lyren (med 4-7 strenge) kendes fra fund på Gotland (700-tallet) og ved Birka (800-tallet).
I slutningen af 1000-tallet var Sverige kristnet, og ved de store domkirker indførtes forordninger for kirkesangen (1137 for Lunds Domkirke, 1272 Linköping, 1298 Uppsala). Mens kirkesangen i begyndelsen var præget af engelske og senere sydtyske impulser, blev den med cisterciensernes indtog i 1100-tallet og dominikanernes i 1200-tallet tilført påvirkning fra Rom. De tidligste svenske bidrag til den latinske liturgi omfattede sekvenser og hymner. Petrus Olavi (død 1378), den hellige Birgittas åndelige vejleder, sammenstillede en cyklus på syv officier, Cantus sororum, med henblik på, at nonnerne i Vadstena Kloster hver ugedag kunne besynge forskellige aspekter af Jomfru Marias liv. Det første direkte vidnesbyrd om flerstemmig sang på svensk grund hidrører fra en kirkefest i Vadstena 1489. To gotlandske orgler fra 1300-tallet må betragtes som de ældste i Sverige.
Efter Reformationen blev kirkefesternes antal reduceret, og den gregorianske sang forsvandt, men dele af den middelalderlige kirkesangstradition levede videre i svensk oversættelse. Ansvaret for domkirkernes musik blev overdraget katedralskolerne, der tildelte musikken en vigtig plads på skemaet. Ved Den Tyske Kirke i Stockholm udfoldede der sig fra 1580'erne en betydelig musikdyrkelse, delvis i samarbejde med hoffet og Storkyrkan. Kirkens rige samling af kirkelig og verdslig musik fra tiden ca. 1580-1630 af nederlandske, italienske, tyske og franske komponister er bevaret.
Under Gustav Vasa (regerede 1523-60) blev hoffets musikliv indrettet efter europæisk-kontinentalt forbillede, og en række musikere, overvejende af udenlandsk herkomst, kastede glans over hoffets ceremoniel med et internationalt repertoire af kirkelig og verdslig musik.
I stormagtstiden førte øgede kontakter til de musikalsk traditionsrige Østersøbyer og kontinentet til, at svensk musikliv oplevede en opblomstring. I forbindelse med Gustav 2. Adolfs bryllup 1620 blev hofkapellet udvidet med hen ved 20 musikere, af hvilke hoforganisten Andreas Düben blev stamfader til musikerdynastiet Düben. 1640 blev han leder af hofkapellet, der omfattede såvel instrumentalister som vokalister.
1700-tallets svenske musikhistorie opdeles traditionelt i Frihedstiden og den gustavianske tid. Dyrkelsen af kunstmusik udbredtes til borgerlige miljøer, og efterhånden opstod et offentligt koncertliv. Komponisten Johan Agrell virkede i Tyskland, mens Johan Helmich Roman blev en central skikkelse hjemme i Sverige. Hans rige musikalske produktion omfatter de fleste af tidens genrer, fx kantater, symfonier, orkestersuiter, koncerter og kammermusik, og 1731 tog han initiativ til at afholde den første af en række koncerter med passionsmusik af bl.a. Händel. Fra 1758 fik koncertlivet en fornyet opblomstring med abonnementskoncerter under ledelse af italieneren Francesco Uttini, og fra 1769 stod komponisten og organisten Ferdinand Zellbell (1719-1780) i spidsen for de såkaldte "kavaljerskonserter". I det følgende tiår opstod koncertgivende selskaber som Utile dulci, Par bricole og Kungliga Musikaliska Akademien (grundlagt 1771).
Ved midten af 1700-tallet fik scenekunsten igen fastere plads ved hoffet. Efter Gustav 3.s tronbestigelse 1771 intensiveredes den musikdramatiske virksomhed i et forsøg på at gøre svensksproget opera til spydspids for en blomstrende indenlandsk kultur. Hofkapellet blev knyttet stærkere til teatret, og der ansattes svenske sangere og dansere. 1773 åbnede den svenske opera med en forestilling af Uttini, der forenede italiensk vokalkunst med fransk operas storslåede ballet- og korindslag. Repertoiret var i øvrigt domineret af fransk opéra comique, operaballetter og Glucks reformoperaer. I 1780'erne fik den gustavianske opera sit særlige præg med historisk-nationale emner udarbejdet af svenske librettister. I samarbejde med J.H. Kellgren skrev kongen tekst til operaer om to af sine forgængere, Gustav Vasa (1786, med musik af den tyske komponist J.G. Naumann) og Gustav Adolf och Ebba Brahe (1788, med musik af den tyske orgelvirtuos og komponist Georg Joseph Vogler). Også den tidligt afdøde Joseph Martin Kraus og Johann Christian Friedrich Haeffner (1759-1833) komponerede operaer. Efter kongens død ophørte den indenlandske produktion af operaer på Kungliga Dramatiska Teatern midlertidigt, men på Stockholms private scener opførtes syngespil, operaparodier og bearbejdelser af franske vaudeviller. I 1700-tallet sidste årti skete en opblomstring af selskabsvisen i musikalsk-litterære kredse, mens den øvrige svenske sangproduktion fik bredere social forankring gennem spredning af skillingstryk med melodihenvisninger. I 1790'erne udgav Olof Åhlström (1756-1835) den satiriske digter og komponist Carl Michaël Bellmans samlinger Fredmans epistlar og Fredmans sånger.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.