statskuppet i Litauen 1926

Der er ikke nogen entydig forklaring på, hvorfor statskuppet blev gennemført. Inspirationen kan være fra den polske general Józef Piłsudski, der i maj 1926 marcherede til Warszawa og etablerede et autoritært regime i Polen. Den fascistiske diktator Benito Mussolinis magtovertagelse i Italien i 1922 er en anden mulighed – især fordi Antanas Smetona anvendte Mussolinis korporativistiske socialøkonomiske model som forbillede.

Politisk var Litauen ustabilt og havde haft ikke mindre end 13 skiftende statsministre siden 1918. Mykolas Sleževičius’ regering var blevet udnævnt i juni 1926 og var således kun 6 måneder gammel, da statskuppet blev en realitet. Regeringen havde kun kunnet opnå et flertal i parlamentet med hjælp fra repræsentanter for etniske minoritetspartier, primært polske og tyske partier, hvilket efter den Polsk-Litauiske krig i 1920 og anneksionen af området syd for Klaipéda i 1923, hvor knapt halvdelen af indbyggerne var tyskere, førte til en frygt for regeringens intentioner blandt nationalistiske officerer.

Dertil kom, at samfundet var under radikal forandring. Der var indført en jordreform, hvor de store godser blev brudt op og skabte en klasse af familiebrug, og selvom industrialiseringen kun vandt langsomt frem i Litauen, lænede arbejderklassen mod det politiske venstre af socialdemokrater og kommunister. Det sidste var især problematisk der nationalistisk indstillede officerskorps øjne, for Litauen havde også måtte kæmpe for selvstændighed under den russiske revolution mod Den Røde Hær. Selvom kommunistpartiet var forbudt, var der en mærkbar stigning i kommunistiske aktiviteter. At Sleževičius’ regering både ville ophæve en række restriktioner på de politiske rettigheder og reducere hærens størrelse kan også have medvirket til statskuppet.

Politisk blev statskuppet støttet af det Kristendemokratiske parti (Lietuvos Krikščionių Demokratų Partija) og dets allierede, som havde tabt det forudgående valg, samt af Nationalisterne (Tautininkai), som først havde opnået valg i 1926.

To dage efter kuppet blev Antanas Smetona valgt som præsident af parlamentet. Et valg, hvor han blev støttet af Kristendemokraterne og Nationalisterne, mens de øvrige partier boykottede afstemningen. I 1927 opløste Antanas Smetona parlamentet og proklamerede en ny forfatning i 1928, som øgede præsidentens magt betydeligt, og med endnu en ny forfatning i 1938 var Litauen reelt blevet et personalistisk diktatur.

Smetona søgte at styrke den nationale selvbevidsthed ved at betone Litauens tidlige historie som et stort rige, der strakte sig fra Østersøen til Sortehavet. Gennem propaganda fremstillede han blandt andet sig selv som arvtager til Vytautas den Store, storfyrsten af Litauen, som regerede mellem 1392 og 1430.

Smetonas autoritære styre varede frem til den 14. juni 1940, hvor sovjetiske tropper gik ind i landet under dække af en gensidig bistandspagt, som Litauen var blevet påtvunget i 1939. Den 15. juni 1940 stillede Sovjetunionen Litauen et ultimatum, som reelt betød, at landet mistede sin uafhængighed. Regeringen så sig nødsaget til at acceptere ultimatummet, hvorefter Smetona flygtede til USA. Den 3. august 1940 blev Litauen indlemmet i Sovjetunionen.

• Antanas Smetona
• Litauen
• Litauens historie
• Józef Piłsudski