Statsinventarieudvalget fører tilsyn med statsejede møbler, guld- og sølvtøj, porcelæn, glas og gardiner m.m. (inventarier) i de kongelige slotte og palæer. Statsinventarieudvalget blev oprettet under navnet Statsinventariekommissionen ved kongelig resolution af 7. januar 1862.

Faktaboks

Også kendt som

tidligere Statsinventariekommissionen

Medlemmer

Statsinventarieudvalget har to medlemmer, en repræsentant for staten (direktøren for Slots- og Kulturstyrelsen) og en for kongehuset (hofmarskalen). Udvalget ansætter en statsinventarinspektør til varetagelse af opgaverne, til tider med yderligere ansatte.

Historie

Statsinventariet var indtil enevældens afskaffelse i 1848 en del af kongernes ejendom. Frederik 7. besluttede i første omgang i en kongelig kundgørelse fra 30. maj 1849 at: "Samtlige til den kgl. Hofholdning for Tiden henhørende, og for den kgl. Hofkasses Regning nu anskaffede Møbler og Inventarier på de forskellige Slotte bliver efter en af Overhofmarskallatet forfattet Inventarieliste at overlevere Civillisten til fremtidig Vedligeholdelse."

Langvarige forhandlinger mellem kongen og staten om den nøjagtige ansvarsfordeling førte endelig ved kongelig resolution af 7. januar 1862 til oprettelsen af Statsinventariekommissionen med én repræsentant for hhv. regent og stat. I praksis betød ordningen, at staten overtog ejerskabet, men den har siden stillet inventaret til rådighed for regenten mod betaling for vedligeholdelse og nyanskaffelser efter Civillistelovens regler.

Resolutionen af 7. januar 1862 blev erstattet af bekendtgørelse om statsinventar i civillisteslottene fra 5. marts 2003, der i det væsentlige bibeholder forholdene.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig