Split. De smukke ruiner af Kejser Diokletians palads dominerer den indre by. Foto: Tommy Hansen

.
Licens: Brukerspesifisert

Split. Kejser Diokletians såkaldte palads fra ca. 300 har domineret bybilledet siden antikken, og den gamle bydel er vokset frem inden for anlæggets mure, der således også har fungeret som bymur. De antikke levn har derfor ikke karakter af museum, men er en fungerende del af byen. Under krigen mellem kroater og serbere i 1990'erne led anlægget betydelig skade. På dette fotografi fra ca. 1900 ses Porta Ferrea, som var en af de fire antikke porte.

.

Promenaden i Split. Foto: Tommy Hansen

.
Licens: Brukerspesifisert

Split er en kroatisk havneby i Dalmatien, 260 kilometer syd for Zagreb; 167.000 indbyggere (2011). Den er landets næststørste by (efter Zagreb) og bebos af kroater og et lille serbisk mindretal. By og havn, der ligger på den fligede kyst i læ bag mange øer, har store områder med højhuse, der omslutter den gamle bykerne. Split har skibsværft og kemisk industri samt fremstilling af aluminium, fødevarer og vin. Universitetet (grundlagt i 1974) har bl.a. et oceanografisk institut. Split er en populær turistby, som kendes for fine badestrande. Byen har blandt andet et arkæologisk museum. Den er romerskkatolsk ærkebispesæde.

Faktaboks

Også kendt som

italiensk Spalato

Historie

Den nuværende by er bygget ind i de velbevarede rester af kejser Diokletians palads, egentlig en befæstet villa, opført i 295-305. Komplekset omfatter ca. 3 ha og har ca. 2 meter tykke mure, der er 22 meter høje mod havet og 18 meter mod nord; tre af de oprindelig 16 tårne er bevaret. Diokletians mausoleum er indeholdt i komplekset og senere omdannet til kirke. Anlægget blev i ca. 614 skadet af avarerne. Komplekset er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.

I 800-tallet var byen hovedstad i den byzantinske provins Dalmatien, men fra 1105 var den under ungarsk-kroatisk overhøjhed. I 1420 kom byen, da under navnet Spalato, under republikken Venedig og var en af dens vigtigste besiddelser i Dalmatien indtil 1797, hvorefter den overdroges til Østrig. Dette land besad byen indtil 1918 bortset fra en periode under fransk herredømme i 1805-1813. I perioden 1918-1991 var byen under Jugoslavien.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig