Sovjetunionen (Kultur)

Sovjetunionen. 1988 blev året, da Gorbatjovs glasnost-politik for alvor slog igennem i den sovjetiske befolkning. Holdningsskiftet kommer til udtryk i G. Belozerovs plakat, hvor glasnost-blyanten er klar til at skrive den virkelige sandhed på partiavisen Pravdas (Sandhedens) symbolsk tomme forside. At blyanten er rød, viser, at glasnost oprindelig opfattedes som middel til reform af kommunismen, ikke til dens afskaffelse.

.

Artikelstart

Sovjetunionen (Kultur), Sovjetkulturen udfoldede sig på Sovjetunionens politisk-ideologiske betingelser. Dens historie kan inddeles i faser med vekslende grader af partikontrol og censur. Lenins nye økonomiske politik (NEP, 1921-29/30) tillod et vist omfang af privat foretagsomhed og organisationsfrihed. I de år var kulturlivet opsplittet i talrige stridende fraktioner. Partiet støttede Proletkult og andre kulturrevolutionære initiativer, men gik endnu ikke til åben kamp mod den såkaldte borgerlige kultur. Det blev derimod en vigtig målsætning i Stalins første femårsplan 1928-32. Afskaffelsen af analfabetismen blev højt prioriteret, og et nyt uddannelsessystem bygget op fra grunden. Her blev arbejderklassen tilgodeset med særlige kurser, skoler og fakulteter. Også fritiden fik politisk indhold. Børn og unge blev organiseret som hhv. pionerer og komsomoller (se Komsomol). Mange af unionens små folkeslag fik først nu et skriftsprog og egne kulturelle institutioner, ligesom forfatningen sikrede borgernes fri religionsudøvelse. I praksis blev denne ret dog drastisk indskrænket, og tusinder af kirker, templer og moskéer blev jævnet med jorden eller indrettet til klubhuse, museer o.l. Partiet iværksatte massive ateistiske kampagner, og i stedet fik tilbedelsen af revolutionens helte, Lenin og Stalin, udpræget religiøs karakter.

I årene 1932-34 blev den socialistiske realisme udråbt til det bærende princip for litteraturen, billedkunsten og musikken. Al kunst skulle give udtryk for korrekt klassebevidsthed, kollektiv begejstring og optimisme. Afvigelser blev stemplet som antisovjetiske, og alle grene af kulturlivet blev ramt af 1930'ernes udrensninger. Arkitekturen skulle være "national i sin form og socialistisk i sit indhold". Moskvas nye metro og højhuse blev opført i den tidstypiske pompøse, klassicistiske eller nybarokke stil. Alt i alt er der påfaldende ligheder mellem Stalintidens og Nazitysklands totalitære æstetik.

Bolsjevikkerne havde blik for filmkunstens propagandamæssige potentiale. I 1919 blev verdens første filmskoler grundlagt i Petrograd (Sankt Petersborg) og Moskva. I 1924 blev al produktion samlet i det statsejede selskab Sovkino. Stalin betragtede filmen som den vigtigste kunstart og oprettede nye produktionscentre, bl.a. i sin føderepublik, Georgien. Trods censuren formåede den sovjetiske filmkunst gennem alle årene at hævde sig på det internationale marked.

Under 2. Verdenskrig blev Sovjetkulturens internationale prætentioner nedtonet til fordel for ren national propaganda. Stalins død i 1953 indledte tøbruddet, hvor Khrusjtjov gjorde op med "personkulten" og afstak en ny, liberal kurs. Den blev dog atter opgivet, i takt med at den kolde krig eskalerede. Det blev Sovjetunionens erklærede mål at indhente og overgå Vesten på alle områder lige fra rumfart til sport, musik, ballet, skak og cirkus.

Brezjnevs epoke, 1964-85, har fået betegnelsen stagnationstiden. Den var præget af en vis økonomisk og politisk stabilitet, men også af kulturel isolation. Det dårlige informationsniveau gav grobund for udbredt mistro, apati og paranoia. Samtidig opstod der en voksende modkultur i form af menneskerettighedsbevægelser, systemkritik og eksperimenterende undergrundsaktiviteter.

En af Sovjetstyrets vigtigste bestræbelser var at fremme unionens "progressive, multinationale kultur". Men i realiteten oplevede de vidt forskellige folkeslag en mærkbar kulturel ensretning og russificering. De ulmende nationale oprør var en væsentlig medvirkende årsag til unionens krise og endelige sammenbrud.

Gorbatjovs reformpolitik fra 1985, med slagordene glasnost og perestrojka, fik bred tilslutning fra hele kulturlivet. I de følgende år fulgte et omfattende opgør med Sovjetkulturens dogmer, tabuer og bornerthed. Emigrantkulturernes tilbagevenden var et vigtigt led i denne proces. Efter 1991 har unionens folk hver især bestræbt sig på at genfinde deres nationale og religiøse identitet, men nu i en voldsom konfrontation med Vestens massekultur og den globale markedsøkonomi.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig