Faktaboks

Solvang Kirke
Sogn
Solvang Sogn
Provsti
Amagerbro Provsti
Stift
Københavns Stift
Kommune
Københavns Kommune

Solvang Kirke ligger på den vestlige del af Amager ud til Remisevej lige udenfor Dyvekevænget og Remisevænget, der tidligere blev kaldt Urbanplanen.

Kirkebygningen

Kirken fra 1976 er opført efter tegning af arkitekt Holger Jensen. Selve kirkerummet har en kvadratisk grundplan, men det er mod vest bygget sammen med menighedslokalet, der med en foldedør kan lægges sammen. Komplekset er muret og pudset, og i de bygningerne mod syd er der lokaler til menigheden samt et klokketårn. Bygningerne har flade tage med tagpap.

Kirken

Komplekset fremtræder som en masse af lave, rektangulære og hvidmalede bygningsdele sat irregulært sammen. Bygningerne fremstår tillukkede, da de mod vest, nord og øst næsten er uden vinduer. Fra pladsen foran kirken ses kun en række på tre små vinduer i den sydlige side samt kirkesalens store vinduesparti med små, kassetteruder.

Dette motiv med de små kassetter går igen i det markante og moderne klokketårn, hvor de er brugt som glamhuller til klokkernes lyd.

I bygningsmassen skærer indgangspartiet sig ind med sine mørke døre og massive overligger.

Det indre

Kirkerummet er kvadratisk, og det er belyst af gavlens vinduesparti samt to rækker af ovenlysvinduer i taget langs sidevæggene. Rummet er let pudset og malet hvidt. Der er på gulvet mørke fliser lagt i kvadratisk mønster.

På korvæggen er der muret mindre kors, der tilsammen danner form som en syvarmet lysestage.

Inventar i Solvang Kirke

I Solvang Kirke er inventaret afstemt med kirkens nyere arkitektoniske stil, da både alteret, prædikestolen og døbefonten er tegnet af arkitekten.

Døbefonten i teglsten er udformet som en hvidmalet cylinder, prædikestolen er en løsstående pult med umalede træsider, mens alterbordet er er en svær træplade placeret på en korsformet, muret og hvidmalet sokkel.

Som alterprydelse tjener et forgyldt kors med flere tværarme, der hænger ned fra loftet.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig