Snøde Kirke

Kirken er opført i den romanske periode angiveligt omkring år 1200. De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer blev bygget af natur- og teglsten, og i Snøde er den ældste del af kirken opført i granit.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Syddøren er endnu i brug om end i omdannet form. Både korets og skibets langmure har haft små romanske vinduer, og et enkelt er endda bevaret i korets østlige mur.

Snøde Kirke er desuden bemærkelsesværdig, da den har fornemme romanske murdekorationer bevaret omkring koret, hvor der ses svagt fremspringende murpiller, såkaldte lisener, med fint udformede kapitæler, og murfelterne er bundet sammen med rundbuer.

Rundtom i murene er der sten med relieffer, såkaldte billedkvadre, heriblandt en lille mandsskikkelse med en slynge (David?), en kriger, en løve og en fisk.

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Perioden havde stor byggeaktivitet, og man byggede typisk i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den sengotiske periode forhøjede man kirkens mure i Snøde Kirke, og man opførte sakristiet på korets nordside, kapellet på nordsiden, det tværstillede vesttårn, hvis rygning er vinkelret på skibets længderetning, og våbenhuset på sydsiden. De er på gavlene dekoreret med forskellige versioner af høje blændinger og evt. savskifter, hvor teglstenen er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad.

Kirken er i det indre hvidkalket med enkle kalkmalede dekorationer.

Kirkerummet bærer i høj grad præg af lofternes otteribbede krydshvælv. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.

Foran korbuen står der i skibet en romansk døbefont af granit af Storebæltstypen. Dens kumme har flere tovsnoninger, en ranke og nederst kors og hoveder. På foden er der hoveder på hjørnerne.

Altertavlen fra ca. 1610 er et stærkt omdannet snedkerarbejde fra højrenæssancen. Det er arkitektonisk opbygge med to klaser af søjler med kapitæler og højde, dekorative bånd om bunden og i midten en arkade, hvori der står en bemalet kopi af Bertel Thorvaldsens Kristus fra Vor Frue Kirke i København. Ovenover er der et såkaldt topstykke med et tekststykke og på siderne dekorativt udskårne vinger. Til siderne er der mindre, lignende fløje med arkader og trekantgavle over.

Alterbordet fra 1614 har paneler foran med arkader flankeret af pilastre, dvs. halvsøjler. I midten er der et ejendommeligt billede med to gejstlige skikkelser og ordet ’Concordia’, der er latin for enighed, samdrægtighed eller harmoni.

Prædikestolen fra ca. 1635 er et fortrinligt udført snedkerarbejde udført i den sene renæssance af Hans Gudewerth. Den har i fagene arkader med relieffer af syndefaldet, Noas ark, korsfæstelsen, Isaks ofring og kobberslangen i ørkenen.

I korets nordvæg sidder der en meget stor og usædvanligt velbevaret gravsten fra 1599.