Skaføgård

Skaføgård, hovedgård (sædegård) 25 km sydøst for Randers, nævnt 1492 som Rosenkrantzslægtens eje. Jørgen Rosenkrantz begyndte 1577 udgravningen af et dobbeltvoldsted og påbegyndte 1579 ladegården og 1580 den trefløjede renæssancehovedbygning med gesimsbånd og mønstermuring; det store porthus er fra ca. 1600.

Faktaboks

etymologi:
Navnet kendes fra 1664 som Schafføegaardz Hgd., 1. led navn på landsbyen, som hovedgården blev oprettet af, 1498 Skaby, måske af gammeldansk *skabb 'stenet forhøjning' og -by.

På gården findes Skaføgårdskabet, skåret af Mikkel van Groningen ca. 1600. Efter skiftende ejere fra 1647 købtes Skaføgård 1852 af J.B.S. Estrup, hvis slægt stadig ejer den. Et rum i hovedbygningen er udsmykket af maleren Mogens Andersen (1987). Der er offentlig adgang til den ydre gårdsplads.

Skaføgård Gods omfatter 1100 ha (2012).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig