Siena

Siena var oprindelig en etruskisk bebyggelse, der på Augustus' tid blev romersk koloni. Byen var bispesæde fra 400-t., men det var først fra 1100-t., da borgerne tog magten fra feudaladelen og indrettede et kommunalt bystyre, at Siena fik større betydning. Fra ca. 1200 udvikledes i byen et handels- og bankvæsen, der snart rakte langt ud over den italienske halvø. Samtidig underlagde Siena sig de omliggende mindre bystater og landområder. Ekspansionen førte til en række krige med det opkommende Firenze; efter at have knust en florentinsk invasionshær i 1260 oplevede Siena sin største økonomiske og kulturelle blomstring. Byen svækkedes dog af opslidende interne magtkampe mellem adel, handelsfolk mfl. Alene i året 1368 skiftede byen således forfatning fire gange. Endvidere blev Firenzes stilling stadig stærkere, og i årene fra 1348 hærgedes Siena desuden af den sorte død. En stærk sienesisk patriotisme betød dog, at byen bevarede sin selvstændighed.

Kunstnerisk og ikke mindst kirkeligt spillede byen længe en stor rolle. Her virkede Katarina fra Siena og Bernardino fra Siena, der begge senere blev helgenkåret, ligesom flere paver kom fra byen.

I den fransk-habsburgske strid om Italien (1494-1559) støttede Siena ofte Frankrig. Habsburgeren Karl 5. forsøgte derfor flere gange at undertvinge byen, hvilket lykkedes i 1555 efter en lang belejring; hele bystaten blev i 1559 overdraget til Cosimo 1. Medici af Toscana (Firenze). Bortset fra under Napoleonskrigene forblev Siena under Toscana indtil Italiens samling i 1860. I løbet af 1500-t. blev den tidligere verdensby med hen ved 100.000 indbyggere reduceret til en lille provinsby og forladt af de store adelsslægter, fx Chigi og Borghese. Men Siena er i dag et af de bedst bevarede monumenter fra den rige italienske middelalderlige bykultur.