Faktaboks

Samuel Eto'o

Samuel Eto'o Fils

Født
10. marts 1981

Samuel Eto'o er en forhenværende camerounsk fodboldspiller, der i sin professionelle karriere spillede for bl.a. FC Barcelona i La Liga og Inter i Serie A. I perioden 1997-2014 spillede han desuden 118 landskampe og scorede 56 mål for Cameroun. I både 2000 og 2002 var han med til at vinde Africa Cup of Nations; han blev desuden kåret til Årets Fodboldspiller i Afrika fire gange i løbet af sin karriere (2003, 2004, 2005 og 2010).

Samuel Eto'os klubkarriere

Samuel Eto'o
Samuel Eto'o i Champions League-finalen i 2006.
Samuel Eto'o
Af /Sportsphoto Ltd./Ritzau Scanpix.

Samuel Eto'o blev født i Douala og kom på fodboldskolen l'Ecole de Football des Brasseries Cameroun og fodboldakademiet og -klubben Kadji Sports Academies, inden han blev købt af den spanske storklub Real Madrid CF i 1997.

I Madrid blev Samuel Eto'o lånt ud til 2.-divisionsklubben CD Leganés og RCD Espanyol i Barcelona, inden han fik succes hos RCD Mallorca i årene 2000-2004, hvor han i alt scorede 54 mål i sine 133 kampe i La Liga for klubben.

Nu havde storklubben FC Barcelona fået øje på Samuel Eto'o, og her brød han igennem med at vinde tre spanske mesterskaber i 2005, 2006 og 2009, Copa del Rey i 2009 og Champions League i både 2006 og 2009. Han blev samtidig ligatopscorer i 2006.

I alt scorede Samuel Eto'o 130 mål i sine 200 kampe for klubben, inden han i 2009 blev del af en byttehandel med svenskeren Zlatan Ibrahimović mellem FC Barcelona og Inter.

I sin nye klub vandt den atletiske og effektive angriber i sin første sæson både det italienske mesterskab og pokalturneringen samt Champions League, hvilket gjorde ham til den første, der har vundet den såkaldte treble to år i træk.

Efter ophold i den russiske klub Anzhi Makhachkala samt i Chelsea og Everton i England vendte Samuel Eto'o i januar 2015 tilbage til italiensk fodbold og Sampdoria. Allerede i juni samme år skiftede han dog til Antalyaspor i Tyrkiet, hvor han spillede frem til 2018, inden han efter et kort ophold hos rivalerne i Konyaspor afsluttede karrieren i Qatar SC i Doha i Qatar (2018-2019).

Samuel Eto'os landsholdskarriere

Samuel Eto'o debuterede på Camerouns landshold i 1997 og spillede frem til 2014 i alt 118 landskampe og scorede 56 mål, bl.a. ved VM i 1998, 2002, 2010 og 2014. Ved VM i 1998 var han turneringens yngste spiller. Samuel Eto'o vandt desuden OL-guld med Cameroun i 2000 og Africa Cup of Nations i 2000 og 2002. Han blev topscorer ved turneringen i både 2006 og 2008 og er med i alt 18 mål den mest scorede spiller ved Africa Cup of Nations.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig