Faktaboks

Roger David Casement
Født
1. september 1864
Død
3. august 1916

Roger David Casement var en britisk diplomat og irsk nationalist. Fra 1895 var han konsul i Afrika og Sydamerika, hvorfra han bl.a. rapporterede om den brutale udbytning af lokale arbejdere. I 1911 blev han adlet for denne indsats, men efter at have taget sin afsked pga. dårligt helbred blev han aktiv i den irske kamp for Home Rule.

For at rekruttere midler og frivillige til et irsk korps mod briterne rejste Casement i 1914 til USA og senere til Tyskland. Han fik dog ikke opbakning, og 1916 tog han til Irland for at afblæse det planlagte Påskeoprør. Imidlertid blev han arresteret, anklaget for højforræderi og hængt i London den 3. august 1916. En kampagne for benådning blev bremset, da den britiske regering satte afskrifter i omløb af Casements såkaldte sorte dagbøger, hvori han beskrev homoseksuelle aktiviteter. Dagbøgernes ægthed var længe omstridt, men er nu alment accepteret. I 1965 blev hans lig udleveret til Irland, hvor han fik en statsbegravelse.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig