Røgen Kirke er en romansk landsbykirke, som i lighed med andre kirker bygget i samme periode, har gennemgået flere ombygninger i sin eftertid – særligt i 1800-tallet, hvor kirken undergår en stor ombygning, som giver den det udseende bygningen, står med i dag.

Kirken ligger i landsbyen Røgen, ca. 16 km øst for Silkeborg.

Kirkebygning

Kirken består af et kor og skib fra romansk tid opført omkring år 1200, hvortil der oprindeligt har sluttet sig en apsis til koret, som dog er nedrevet i 1864. Samme år bygges et tårn mod vest, da det ældre, antageligt senmiddelalderlige tårn styrtede sammen.

I dag står kirken i blank mur med synlige byggematerialer, mens taget er belagt med røde tegl.

Den romanske kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Røgen Kirke, hvor de ældste dele er bygget af granitkvadre. Kirkens grundplan har været den traditionelle, romanske med skib og et lidt smallere kor mod øst. I korets østgavl er i 1864 indmuret en halvbueformet døroverligger, et såkaldt tympanon, som stammer fra den oprindelige kirke, og har siddet over syd- eller norddøren. Den har en fremstilling af en tronende Kristus, et såkaldt Majestas Domini, som er et yndet motiv i romansk kunst.

Om- og tilbygninger

Tårnet ved skibets vestende er rejst i 1864 som et led i kirkens ombygning, og har haft en senmiddelalderlig forgænger. I samme ombæring udstyredes kirken med nye rundbuede vinduer, og både kor og skib blev forhøjet. De trappeformede kamtakkede gavle på kirkens forskellige bygningsdele stammer også fra denne tid, men henter sin inspiration i den gotiske kirkearkitektur.

Inventar i Røgen Kirke

Inventaret i Røgen Kirke er fra flere forskellige perioder af kirkens lange historie.

Døbefont fra romansk tid

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den tilhører en gruppe af østjyske fonte alle dekoreret med løvemotiver. Kummen dekoreres af to par modstillede løvepar, hvert med fælles mandshoved. Foden har relieffer af fugle og andre dyremotiver.

Prædikestol fra renæssancen

Prædikestolen er fra 1650, og har fire fag med symmetriske fladsnitsfigurer omkring en roset i midten. Stolen er brunmalet og med forgyldte detaljer.

Altermaleri fra nyere tid

Altertavlemaleriet er et motiv af korsfæstelsen ”Golgata” udført af kunstner Sven Havsteen-Mikkelsen i 1969 i en enkel, forgyldt ramme. Maleriet erstatter et ældre, mere traditionelt altermaleri af Kristus fra 1861.

Gravminder

Opstillet ved våbenhusets vestvæg ses en gravsten fra 1616 sat over tidligere herredsfoged Jesper Pedersen og hans hustru Johanne Grøn samt dennes første ægtemand, Sejer Andersen. Den er udført som en halvfigursten med de afdøde personer skildret i midten og med cirkelmedaljoner med evangelistfigurer i hjørnerne.

På skibets sydvæg er ophængt en gravsten fra 1748 over sognepræst Søren Ottosen Grønbech. I stenens hjørner ses ovalfelter med relieffer af evangelisterne med deres tegn, og mellem disse ses felter med store barneenglehoveder. Reliefferne er på sort baggrund og skriften er forgyldt.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig