Porgy og Bess

Artikelstart

Porgy og Bess er en opera af George Gershwin til tekst af DuBose Heyward (1885-1940) efter hans roman Porgy (1925) og med sangtekster af Heyward og komponistens bror, Ira Gershwin (1896-1983).

Faktaboks

Også kendt som

Porgy and Bess

Operaen, der var det første større musikværk med personer fra et sort miljø i USA, blev uropført i Boston 1935. Første opførelse i Europa fandt sted på Det Kongelige Teater i København i 1943 under vedvarende protester fra danske nazister og den tyske besættelsesmagt på grund af den jødiske komponist og det på én gang 'racefremmede' og amerikanske tema. I 1944 udsendtes en grammofonplade med to af operaens sange, sunget af titelrolleindehaverne Einar Nørby og Else Brems.

Lige fra premieren har man fra afroamerikansk side anklaget operaen for at operere med race-stereotyper, som de kommer til udtryk i personernes adfærd og sprog.

Billie Holiday strøg fx s'et i I Loves You, Porgy, når hun sang den. Diskussionen blussede op igen i forbindelse med Otto Premingers filmatisering 1959.

Det sker stadig, at sorte sangere nægter at medvirke i sceneudgaven, mens mange af de enkelte numre er blevet dybt integreret i den afroamerikanske sangskat.

Det gælder især for Summertime, der foreligger i en lang række jazzversioner, indledt vokalt af Billie Holiday 1936, instrumentalt af Sidney Bechet 1939. Væsentlige omfattende indspilninger af Porgy og Bess skyldes Louis Armstrong og Ella Fitzgerald 1957 og Miles Davis/Gil Evans 1958.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig