Pieter Bruegel (den ældre)

Pieter Bruegel var fra 1555 tilknyttet kredsen af reformatoriske Antwerpenhumanister blandt andre Abraham Ortelius (1527-1598) og Christoph Plantin og arbejdede samtidigt for forlæggeren Hieronymus Cock, til hvis forlag Aux Quatre Vents kredsen af humanister var tilknyttet. Denne kreds må tilskrives en stor del af inspirationen til Bruegels satiriske verdenserkendelse. For nok skildrede han bønder og deres traditioner, børn og jævne folk; dog var hans ærinde ikke joviale almueskildringer, men allegorier over etik og moral, dyder og laster, udført med lune, humor og en malerisk genialitet, der aldrig siden er overgået.

Bruegels værk på dette tidspunkt er således gennemsyret af samfundskritik såsom Ordsprogene (1559, Gemäldegalerie, Berlin), Dødens triumf (1562-1563, Museo del Prado, Madrid) og Kampen mellem karneval og faste (1559, Kunsthistorisches Museum, Wien). Sidstnævnte værk skildrer modsætningsforholdet mellem det lystige karneval og den asketiske faste ved de to kæmpende i billedets forgrund; karnevalet er udtrykt ved den overvægtige person, som ridende på en vintønde løfter sin kødfyldte lanse mod fasten, der er udtrykt ved en mager gammel kvinde siddende på en simpel stol.

På et værk i København på Statens Museum for Kunst, Striden mellem Fastelavn og Fasten, der er udført i perioden mellem 1550 og 1560, har Bruegel skildret samme modsætningsforhold. Her vises to udmagrede ældre mennesker, der sætter tænderne i en velnæret munks fede kinder. Bruegel skildrer scenen med grotesk humor, men samtidig som et velrettet angreb mod den katolske kirkes grådighed.

Pieter Bruegels bibelske hovedværker er usædvanlige ved at bringe begivenhederne ind i en samtidig, næsten autentisk virkende ramme uden direkte forkyndende indhold. Det gælder Kristi gang til Golgata (1564, Kunsthistorisches Museum, Wien), der skildrer en offentlig henrettelse som folkeforlystelse, og de to store Betlehem-panoramaer, der begge er henlagt til et flamsk vinterlandskab. Folketællingen i Betlehem (1566, Le Musée d'Art ancien, Bruxelles) viser Maria og Josef som to blandt hundrede på vej til at finde husly og lade sig registrere.

Det objektive reportagepræg er endnu mere udtalt i Barnemordet i Betlehem (1565-1567, Royal Collection, Windsor Castle), hvor soldater under habsburgske faner opsporer og udrydder spæde drengebørn. På originalen har en følsom eftertid ladet ofrene overmale med bylter, kurve og fjerkræ, fordi Bruegels saglighed blev forvekslet med brutalitet.

Man har ofte sat Pieter Bruegel i direkte forbindelse med Hieronymus Bosch, men Bruegel griber langt dybere moraliserende ind i samfundsmekanismerne, end det var Bosch beskåret.

Kun i enkelte tilfælde som fx Den faldne engel (1562, Musées royaux des beaux-arts, Bruxelles) og Dulle Griet (1563, Museum Mayer van den Bergh, Antwerpen) har Bruegel benyttet en boschsk ikonografi.

På grund af politisk forfølgelse opløstes de reformatoriske kredse i Antwerpen, hvilket sandsynligvis var årsagen til, at Pieter Bruegel flyttede til Bruxelles i 1563, hvor han virkede til sin død. Dette medførte samtidig et stilskift. Det samfundssatiriske underspilledes, blev camoufleret i en større anlagt form med dybere interesse for maleriske virkemidler med en nærmest spøgefuld assimilation af italiensk formsprog.

Uovertrufne er de fem Månedsbilleder fra 1565, hvor makrokosmos, verden og den Gudskabte natur skildres med en overdådig patos, vrimlende med mikrokosmisk mylder, mennesketilværelsens møje, gru, lyst og glæde.

Om tidens og menneskets dårskaber har Pieter Bruegel vel aldrig talt tydeligere end i et par af sine sidste værker, Bondebryllup (1568, Kunsthistorisches Museum, Wien); Lignelsen om de blinde (1568, Capodimonte, Napoli) og Krøblingene (1568, Louvre, Paris).