Peary Land

Den første ikke-grønlænder, der så Peary Land, var den amerikanske løjtnant J.B. Lockwood, der i 1882 kortlagde et hjørne af nordvestkysten; Peary så først ti år senere sydkysten af det fra bunden af Independence Fjord i 1892. Her mente han at kunne konstatere, at Peary Land var en ø, adskilt fra Grønland ved den såkaldte Peary Kanal, en fortsættelse mod nordvest af Independence Fjord. I 1900 berejste Peary fra vest nordkysten forbi Grønlands nordligste punkt, Kap Morris Jesup, til Kap Clarence Wyckoff, og i 1907 berejste Danmark-ekspeditionen den resterende del af yderkysten og Independence Fjord og konstaterede, at Peary Kanalen ikke eksisterede. 1920-23 rejste Lauge Koch som den første rundt om Peary Land, hvor han bl.a. foretog geologiske undersøgelser.

Man havde på nogle af disse rejser fundet rester af inuitiske bopladser, men det blev arkæologen Eigil Knuth, der opdagede Independence-kulturerne og fastslog, at landet havde været beboet allerede for mere end 4000 år siden. Det skete på 1. Danske Pearyland Ekspedition 1947-50, en stort anlagt ekspedition under ledelse af Knuth og Ebbe Munck. Forsyningsbasen lå ved Zackenberg i Young Sund, hvorfra mænd og materiel blev fløjet til Peary Land, hvor der blev arbejdet hver sommer og overvintret to gange i et hus, Brønlundhus, opført i 1948 ved Jørgen Brønlund Fjord. Huset blev fra 1963 base for yderligere en række sommerekspeditioner (2.-5. Danske Pearyland Ekspedition 1963-66), alle ledet af Eigil Knuth, der siden skabte en større station med en landingsbane ved Jørgen Brønlund Fjord, Kap Harald Moltke. Herfra fortsatte han sit eget arkæologiske arbejde i området indtil 1995.