Paul Klee

Paul Klee var en schweizisk maler, grafiker og kunstteoretiker. Klee blev uddannet 1898-1901 under Franz von Stuck på kunstakademiet i München, hvor også Kandinsky var elev. Han skabte i disse år især grafik og udførte 1903-1905 en serie raderinger, Inventioner, der består af groteske, samfundskritiske figurkompositioner og viser påvirkninger fra jugendstil og symbolisme.

I 1911 knyttedes han til kunstnergruppen Der Blaue Reiter, og hans billeder blev mere og mere abstrakte. En rejse til Tunis i 1914 sammen med August Macke åbnede hans øjne for maleriets koloristiske muligheder, og 1914-1918 malede han især akvareller. Blandt hovedværkerne fra perioden er Foran Kairuans porte (1914, Klee-Stiftung, Bern) og Natlige blomster (1918, Museum Folkwang, Essen). I disse ses hans karakteristiske poetisk-fabulerende formsprog i grænseområdet mellem det figurative og det nonfigurative.

I 1920 blev han ansat på kunstskolen Bauhaus i Weimar, som han forlod, da den flyttede til Berlin i 1931. Sammen med Kandinsky ledede han skolens såkaldte frie maleklasser, hvor bl.a. Vilhelm Bjerke Petersen var elev i 1931. I ca. 1920 havde Klee kun udført få oliemalerier; i 1920'erne og 1930'erne øgedes denne side af hans produktion. Blandt hovedværker i olie på lærred kan fremhæves Senecio (1922, Kunstmuseum, Basel) og Ad Parnassum (1932, Kunstmuseum, Bern).

Klee var professor ved kunstakademiet i Düsseldorf 1931-1933, da nazisterne afsatte ham; maleriet Strøget af listen (1933, Sammlung Felix Klee, Bern) ses ofte som en bitter kommentar desangående. Han flyttede i 1933 til Bern, hvor han boede til sin død. Han er én af 1900-tallets store enere, der ikke lader sig knytte til en bestemt kunstretning. Han var tillige en aktiv og flittigt skrivende teoretiker, og hans kunstteoretiske skrifter blev udgivet posthumt i 1965 under titlen Das bildnerische Denken.