Oxfordbevægelsen

Artikelstart

Oxfordbevægelsen, Oxford Movement, højkirkelig fornyelsesbevægelse inden for den anglikanske kirke i 1800-t. Bevægelsen opstod som reaktion på planer i det engelske parlament om at forenkle den anglikanske kirkes administrative struktur. Anført af John Keble, Edward Bouverie Pusey og John Henry Newman understregede man, at kirken er bestemt af dens lange tradition, og at præsteembedet skal agtes tilsvarende. Videre ønskede man at bevare gudstjenestens præg af højtid med særlig vægt på lovprisning, liturgi og sakramentshandlinger.

Det blev et alvorligt tilbageslag for bevægelsen, at Newman i 1845 konverterede til katolicismen. Alligevel har bevægelsen indtil nutiden været en væsentlig inspirationskilde, også uden for den anglikanske kirke. Se også anglokatolicisme.

Oxfordbevægelsen må ikke forveksles med vækkelsesbevægelsen Oxford Group.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig