Faktaboks

Otto F. Kernberg
Født
1928

Otto F. Kernberg, Otto Friedmann Kernberg, f. 1928, amerikansk psykoanalytiker, født i Wien. Hans jødiske familie flygtede 1939 til Chile, hvor han blev læge 1953 og senere fik sin psykoanalytiske uddannelse. Siden 1961 har han boet i USA og bl.a. arbejdet ved den berømte Menninger Clinic i Kansas; 1976 blev han professor i psykiatri og leder af Institute for Personality Disorders på Cornell Medical Center i New York.

Med baggrund i objektrelationsteori, egopsykologi og klassisk psykoanalyse har Kernberg udviklet originale teorier om grænsepsykotiske tilstande og sværere personlighedsforstyrrelser, beskrevet i Borderline Conditions and Pathological Narcissism (1975) og Severe Personality Disorders (1984). Hans omfattende forfatterskab rummer bøger om psykoterapi, perversioner og problemer i parforhold (Love Relations, 1995).

Kernberg hører til de betydeligste teoretikere i moderne psykoanalyse. Specielt hans teorier om narcissistiske personlighedsforstyrrelser (se narcissisme) har gjort ham kendt i en bredere faglig kreds. Han var præsident for IPA (International Psychoanalytical Association) 1997-2001.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig