Oradea er en by i det nordvestlige Rumænien nær grænsen til Ungarn. Byen har 183.000 indbyggere (2021), hvilket er et fald på 20 pct. siden 1992. Den er hovedstad for provinsen Bihor og ligger, hvor floden Crişul Repede ('hurtige Criş') fra det bjergrige Transsylvanien strømmer ud i det ungarske sletteland. Floden Crişul har givet navn til regionen Crişana, der ligger mellem Banat i syd og Maramureş mod nord.

Faktaboks

Etymologi

Byens rumænske navn er et lån fra ungarsk várad 'befæstningsby', afledt af vár 'borg'. Navnet forekommer første gang som Varadinum på latin i 1113.

Også kendt som

Nagyvárad (på ungarsk), Großwardein (på tysk)

Oradea har bl.a. kemisk industri, maskin- og næringsmiddelindustri. Desuden findes flere universiteter og andre højere uddannelsesinstitutioner samt teatre og museer. Siden omvæltningen i 1989 har byens erhvervsliv oplevet fremgang, og mange af byens palæer og slotte er nyrestaurerede. I 1915 genåbnede Oradeas internationale lufthavn.

Etniske grupper

Oradeas etniske sammensætning har ændret sig voldsomt siden 1945, hvor 64 pct. var ungarere og 33 pct. rumænere. I 2021 udgjorde ungarerne 21 pct. og rumænere 78 pct. Før 2. Verdenskrig levede der 25.000 jøder i Oradea. Ungarerne og tyskerne deporterede dem alle til Auschwitz og i dag lever der kun få hundrede jøder i byen.

Oradeas historie

Byen blev grundlagt af den ungarske konge László 1. den Hellige i 1000-tallet. Den blev ødelagt af mongolerne i 1241, erobret af osmannerne i 1663 og tilbageerobret af Ungarn i 1692.

Først i 1918 kom Oradea under Rumænien. Placeret i den del af Transsylvanien, der blev afstået til Ungarn i 1940, kom Oradea under ungarsk styre fra 1940-1945. Herefter kom byen igen under rumænsk styre. Få byer i Europa har været underlagt så mange forskellige herskere som Oradea: siden 1113 har 13 forskellige regimer styret byen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig