Ole Maaløe

Faktaboks

Ole Maaløe
Født
15. august 1914
Død
21. maj 1988

Ole Maaløe var 1947-58 leder af Standardiseringsafdelingen på Statens Serum Institut, hvor vacciner og antisera fra hele Europa blev kontrolleret for WHO. Rutinearbejdet hermed udfyldte kun en mindre del af arbejdstiden (Vi standardiserer kun om mandagen!), og der var gode muligheder for forskning; det kom hans assistent Niels K. Jerne og gæsteforsker James Watson til gode. På fotografiet fra 1950 ses Maaløe i midten med pibe; ved vinduet Jerne, og lige foran ham sidder Watson. Billede fra Jernes privatsamling; ukendt fotograf.

.

Artikelstart

Ole Maaløe, 15.8.1914-21.5.1988, dansk læge og molekylærbiolog, som 1942-58 virkede på Statens Serum Institut i samarbejde med bl.a. Niels K. Jerne og Niels Ole Kjeldgaard.

1958-84 var han professor ved Mikrobiologisk Institut, Københavns Universitet, hvor han som grundlæggeren af dansk molekylærbiologi var centrum i et frugtbart videnskabeligt miljø. Hans vigtigste videnskabelige fortjeneste var udforskningen af bakteriers vækst, især af ribosomernes betydning for proteindannelsen.

Under sine studieophold i USA knyttede han tætte kontakter til flere af molekylærbiologiens centrale personer, bl.a. James D. Watson, som også havde været på studieophold hos Maaløe i 1950, og Max Delbrück.

Ole Maaløe var i 1963 medstifter af European Molecular Biology Organization (EMBO) og siden rådgiver for EMBO. Han blev medlem af Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab i 1960 og modtog Anders Jahre-prisen i 1968.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig