James D. Watson

James D. Watson er en amerikansk molekylærbiolog, som var professor ved Harvard University 1956-1976 og modtog nobelprisen i fysiologi/medicin i 1962. Han var 1968-1993 chef, 1994-2003 rektor og 2003-2007 kansler for Cold Spring Harbor Laboratory, New York.

Efter ph.d.-graden i 1950 påbegyndte han et studieophold hos Herman Kalckar og Ole Maaløe ved Københavns Universite, men tog videre til Cavendish-laboratoriet ved Cambridge, England, hvor han 1951-1953 sammen med Francis Crick på grundlag af røntgenkrystallografiske analyser beregnede arvematerialet DNA's molekylstruktur som et dobbeltstrenget molekyle sammenholdt af brintbindinger.

Opdagelsen blev offentliggjort i to artikler i Nature i 1953. James D. Watson modtog sammen med Crick og røntgenkrystallografen Maurice Wilkins nobelprisen i medicin/fysiologi 1962, mens Wilkins' kollega Rosalind Franklin blev forbigået, en historie, James D. Watson har givet sin egen version af i The Double Helix (1968, dansk Dobbeltspiralen, 1969).

Hans senere forskning koncentrerede sig om nukleinsyrer, proteinsyntese og kræfts molekylærbiologi. Han skrev grundbogen Molecular biology of the gene (1965) og stod 1988-1992 i spidsen for human genom-projektet, men trådte tilbage efter kritik af sit personlige økonomiske engagement.

James D. Watson er undertiden fremkommet med stærkt provokerende, kontroversielle udtalelser af eugenisk og racistisk karakter, bl.a. i forbindelse med lanceringen af bogen Avoid Boring People i 2007. Det førte til, at han måtte frasige sig sine hverv som medlem af bestyrelsen og som kansler for Cold Spring Harbor Laboratory.