Nordstjernen

Artikelstart

Nordstjernen, α Ursae Minoris, Polaris, Polarstjernen, Cynosura, den klareste stjerne i Lille Bjørn. Nordstjernen er en cepheide med størrelsesklasse ca. 2,1; afstanden er ca. 430 lysår. En svagere ledsager med størrelsesklasse 9 kan ses i mindre, astronomiske teleskoper.

Nordstjernen befinder sig tilfældigvis tæt ved (ca. 1° fra) himlens nordpol set fra Jorden og er derfor velegnet til navigationsformål. Den står altid tæt ved den geografiske nordretning, og siden vikingetiden har man kendt til at finde sin geografiske bredde ved at måle Nordstjernens vinkel over horisonten.

Jordens præcession gør, at Nordstjernens position i forhold til nordpolen ikke er fast. Indtil ca. 2100 vil himmelpolen langsomt nærme sig Nordstjernen, hvorefter den fjerner sig igen. Tidligere har andre stjerner kunnet anvendes som nordstjerne, bl.a. Thuban i stjernebilledet Dragen, og om ca. 13.000 år vil Vega i Lyren være nordstjerne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig