Nordisk Andelsforbund (NAF) blev oprettet i 1918 af de tre skandinaviske brugsforeningsbevægelser med det formål at skabe en stærk, fælles indkøbsorganisation. NAF er siden 2008 fortsat under navnet Coop Trading.

Baggrund

I den internationale kooperative bevægelse var der efter 1900 flere forsøg på at skabe et fælles indkøbssamarbejde for at stå stærkere over for det stigende antal industrikarteller og skabe en stærkere indkøbsmagt især i forhold til kolonialvarer som kaffe, te og frugt. Der var også en tro på, at øget international samhandel kunne bidrage til en fredelig sameksistens i en tid, hvor spændingerne i Europa blev større. Det eneste succesrige eksempel blev etableringen af Nordisk Andelsforbund oprettet i 1918 imod slutningen af 1. Verdenskrig.

Idemanden var Severin Jørgensen, initiativtager til og første formand for FDB (Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger) i perioden 1896-1913. Hans efterfølger på formandsposten, L. Broberg, var også en varm tilhænger af kooperativt samarbejde, og det lykkedes at etablere en levedygtig indkøbsorganisation i et samarbejde mellem den svenske (KF), den norske (NKL) og den danske forbrugerkooperation (FDB). I 1928 kom også finske SOK med i samarbejdet. Hovedsædet blev etableret i København, og første formand indtil 1933 var L. Broberg. FDB’s direktør frem til 1951, Frederik Nielsen, var samtidig direktør for NAF.

Virksomheden

Fra 1950’erne udviklede NAF sig markant i takt med den stigende velstand og den øgede internationale handel. Virksomheden oprettede indkøbskontorer flere steder i Europa, Nord- og Sydamerika samt i Kina og Hongkong og blev bl.a. den største kaffe-importør i Europa. Som et udtryk for virksomhedens stigende internationalisering tog den i 1992 navneforandring til N.A.F International.

I 2002 indgik NAF som en del af den nyetablerede fælles virksomhed Coop Norden. Da dette samarbejde led skibbrud, fortsatte det fællesnordiske indkøbssamarbejde i form af Coop Trading ejet af de tre skandinaviske forbrugerkooperationer og stadig med hjemsted i København (Høje Taastrup).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig