Nord-Pas-de-Calais

Terrænet er lavtliggende og har kun små højdeforskelle. Det højeste punkt, 250 m, ligger helt mod øst, hvor regionen omfatter et lille hjørne af Ardennerne. Ellers består regionen syd for en linje fra Calais til Valenciennes af et kalkstensplateau fra Kridttiden, som udgør den nordligste del af Pariserbassinet. Nord herfor, adskilt af en forkastning, findes en slette af tertiære aflejringer, der fortsætter ind i Belgien. Begge områder er dækket af frugtbare løssaflejringer.

Kysten langs Den Engelske Kanal, herunder Doverstrædet (fr. Pas de Calais), og Nordsøen består skiftevis af klinter og klitter; bag klitterne ligger syd for Dunkerque et marskområde. Regionen har et kystklima med gennemsnitstemperatur omkring 3 °C i januar og 17 °C i juli og med rigelig nedbør (700-900 mm pr. år) på alle årstider.

Befolkningstætheden er høj, hvilket kan tilskrives de store frugtbare landbrugsjorder, den tidligere betydelige minedrift samt industri og serviceudvikling i de talrige byer. Det intensive landbrug omfatter i syd overvejende hvedeavl og i nord sukkerroer, kartofler, raps, hør, julesalat og andre gartneriafgrøder; mange steder dominerer græs og malkekvæg.

Siden middelalderen har regionen været stærkt urbaniseret, hvilket må tilskrives den gunstige beliggenhed, hvor transportvejene mellem de tættest befolkede dele af Frankrig, England og Tyskland mødes. Handel og tekstilindustri blomstrede især i Lille og dens nabobyer Roubaix og Tourcoing. Fra slutningen af 1700-t. begyndte kulminedrift ved foden af ovennævnte forkastning, fra Béthune over Lens, Douai til Valenciennes og ind i Belgien; i tilknytning hertil opstod en omfattende fremstilling af stål og glas samt kemisk industri og metalindustri. Regionen blev et af Frankrigs vigtigste industricentre. Folketallet voksede kraftigt, bl.a. som følge af indvandring af belgiere i 1800-t., derefter af polakker frem til 1939 og efter 2. Verdenskrig af nordafrikanere.

I 1960'erne opstod en dyb økonomisk krise. Store dele af tekstilindustrien og stålindustrien blev udkonkurreret, mens kulminerne blev urentable; den sidste lukkede i 1990. Nye metalværker og olieraffinaderier i Dunkerque fik ikke den forventede vækst. Arbejdsløsheden og fraflytningen har i flere årtier været betydelige, selvom der med statsstøtte er oprettet andre industrier, bl.a. fremstilling af biler. Arbejdskraften mangler de nu krævede kvalifikationer, det traditionsbundne borgerskab mangler initiativ, og områdets forurening skræmmer investorer udefra.

I regionen sætter man sin lid til, at den gode trafikale beliggenhed skal medføre en opblomstring af serviceerhverv. Det lokale motorvejs-, jernbane- og kanalnet er tæt, og Dunkerque er en vigtig havn. Med højhastighedsbanen fra Lille til Paris (1993), London (1994), Bruxelles (1997), Köln og Amsterdam kommer beliggenheden på ny til sin ret.

På mange måder, både natur- og erhvervsgeografisk og kulturelt, ligner regionen de tilgrænsende flamske og vallonske dele af Belgien. Frankrig erobrede først departementet Nord herfra i slutningen af 1600-t., og der tales endnu flamsk i landdistrikterne syd for Dunkerque, ligesom bebyggelsen præges af lavt murstensbyggeri i belgisk stil.