Faktaboks

Nikola 7. Zrinski

Miklós Zrínyi; på ungarsk Zrínyi Miklós

Født
15. januar 1620, Csáktornya i Kongeriget Ungarn, nu Čakovec i Kroatien
Død
18. november 1664, Kursanecz i Kongeriget Ungarn, nu Kuršanec i Kroatien

Nikola 7. Zrinski var en kroatisk-ungarsk digter, hærfører og statsmand fra den adelige slægt Zrinski. Han var ban, dvs. regerende statholder, i Kroatien fra 1647 til sin død i 1664. Han kæmpede ligesom broderen Petar Zrinski med held mod osmannerne.

Nikola var forfatter til det første store ungarske episke digt, Szigeti veszedelem (Szigets fald) fra 1651. Her beskriver han forfaderen Nikola Šubić Zrinskis heroiske kamp mod osmannerne i forsvaret af fæstningen Szigetvár i 1566.

Nikola var i 1664 med til at starte den konspiration, hvor hans bror Petar og dennes svoger Fran Krsto Frankopan (1643-1671) i årevis hemmeligt forhandlede om at lade den franske kong Ludvig 14. overtage Ungarns og Kroatiens kroner. Imidlertid kom Nikolas rolle i konspirationen ikke til at vare længe, da han allerede efter et par måneder døde under en jagttur, angiveligt dræbt af et vildsvin.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig