Nicolaus - biskop og helgen

Nicolaus kaster uset tre guldposer eller guldbarrer ind gennem vinduet til en fattig familie. Legenden rummer kimen til nutidens forestillinger om julemanden. Fresko i kirken San Francesco i Assisi, udført i 1300-t.s første halvdel i underkirkens Cappella di San Nicola da Bari af en kunstner af Giottos skole.

.

Nicolaus, Nikolaus, d. ca. 350, biskop af Myra i Lykien; helgen. Som skytshelgen for bl.a. sømænd, handelsfolk og børn er Nicolaus blevet dyrket som en af de populæreste kristne helgener både i den østlige og den vestlige kirke.

Faktaboks

etymologi:
Navnet Nicolaus kommer af latin, af græsk Nikolaos; dansk også Nikolaj, nederlandsk Sint-Nicolaas, Sinterklaas, schweizertysk Samichlaus.

I 1087 blev hans jordiske rester stjålet fra Myra af italienske handelsfolk og bragt til Bari i Italien.

Den kendteste af de talrige legender om ham fortæller, at han kastede tre poser med guld ind ad vinduet til tre fattige piger, hvis far ellers ville sælge dem til prostitution; heri ligger oprindelsen til, at hans navnedag, 6/12, i en række lande traditionelt markeres ved, at børnene får gaver.

Hollandske indvandrere bragte denne skik til USA; Sinterklaas blev på engelsk til Santa Claus, og Nicolausskikkelsen blev til julemanden (se også jul).

På ortodokse ikoner er biskop Nicolaus traditionelt iklædt pallium, et hvidt, Y-formet bånd med sorte kors. I vestlig billedkunst udfører han mirakler og fremstilles som anonym gavegiver.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig