julemanden

Den moderne julemandsskikkelse har flere forskellige hedenske og kristne foregangsmænd.

Nogle forskere peger på, at den ældste forløber skal findes i nordisk religion og mytologi. Guden Odin uddelte ifølge mytologien gaver, når han i forbindelse med den førkristne fejring af jól red over nattehimlen på sin ottebenede hest, Sleipner. Med hjælp fra ravnene Hugin og Mugin skelnede Odin mellem de, der gennem god opførsel havde gjort sig fortjent til gaver, og de, som i stedet stod til straf.

Hedensk slavisk mytologi rummer tilsvarende beretninger om Fader Frost – en troldmandslignende, mytisk karakter – der på samme vis delte gaver ud ved jule- og nytårsfejringer.

I den engelsktalende del af verden kendes julemanden som Santa Claus. Dette navn stammer fra de hollandske emigranter, der flyttede til Nordamerika i 1600-tallet. I Holland kaldes julemanden Sinterklaas, oprindeligt Sint-Nicolaas, og Santa Claus er en anglificeret udgave heraf.

Denne karakter blev i begyndelsen af 1900-tallet slået sammen med tidligere europæiske personificeringer af julen og vinteren – blandt andet den engelske Father Christmas, tyske Herr Winter samt den russiske Fader Frost (Ded Moroz el. diminutivet Deduschka Moroz) – og dannede dermed grundlaget for den moderne, sekulære julemandsfigur.

Det danske navn for julemanden er en oversættelse af ”Der Weihnachtsmann”, der vandt indpas i de protestantiske dele af Tyskland fra midten af 1800-tallet.

I store dele af verden har julemanden fået følgeskab af en række figurer, der både har ageret hjælpere, alteregoer og tjenere.

Fællestrækkene for disse er, at de som regel står for en form for afstraffelse, mens julemanden varetager gaveuddelingen. Denne arbejdsdeling understreger julemandstraditionens opdragende funktion.

I Tyskland har julemanden siden 1500-tallet fået hjælp af Knecht Ruprecht, som ifølge fortællingen uddeler slag til uopdragne børn. Et andet modstykke til den generøse julemand er bl.a. Krampus, som især har spillet en rolle i østrigsk folklore.

I Nederlandene fik julemanden i 1850’erne følgeskab af Sorte Piet (Zwarte Piet), der er baseret på en stereotyp forestilling om sorte maurere. Fremstillingen af denne karakter er siden 2010’erne blevet kritiseret for at udgøre en racistisk overlejring fra slavetiden. I de Siinterklaas-optog, der finder sted i hollandske byer hvert år den 5. december, fremstilles Sorte Piet nu ofte som en tilsodet skorstensfejer og ikke længere som en karikatur over den hollandske adels slavegjorte tjenere.

Julemanden har ikke altid været fremstillet som en rund og munter karakter. Dette billede vandt først entydigt frem i 1930’erne. Indtil da kunne han både fremstå som en gusten, langlemmet ældre herre og en lille nisseagtig karakter.

Det er en udbredt misforståelse, at julemandens udsende er blevet udtænkt af folk i Coca-Colas reklameafdeling. Julemanden blev afbilledet i sit rød-hvide antræk allerede i 1870’erne – længe før Coca-Cola blev lanceret – af den tysk-amerikanske tegner Thomas Nast (1840-1902), der leverede illustrationer til forskellige prominente tidsskrifter i USA. Tøjet og farvesammensætningen tog angiveligt afsæt i den traditionelle bispekåbe og fortællingen om Sankt Nicolaus.

Sodavandproducentens reklametryk fra 1930’erne og ikke mindst Disneys Julemandens Værksted (1932) har dog givetvis bidraget til at udbrede og ensarte vores opfattelse af julemandskarakteren.

Julemanden begyndte første gang at hilse sine omgivelser med det karakteristiske og joviale ”ho-ho-ho” i amerikanske viser og småtekster fra begyndelsen af 1900-tallet.

Det er et centralt element i den folklore, der omgiver julemanden, at børn kan sende ham ønskesedler med posten. Dog har det længe været omtvistet, hvortil brevene skulle stiles. Denne uenighed er til dels forbundet med regionale kommercielle interesser, idet julemanden udgør et stærkt varemærke.

Den norsk-danske forfatter og illustrator Louis Moe (1857-1945) var i sin Julemandens Bog (1898) med til at etablere fortællingen om, at julemanden havde adresse på Nordpolen. Senere er der dog især blandt danske børn opstået en opfattelse af, at julemanden bor i Grønland. Denne ide er blevet understøttet gennem de danske julekalendere, der siden 1962 er løbet over skærmen.

I 1980’erne fremførte de finske turistmyndigheder, at julemanden var hjemmehørende i Lapland, og de begyndte sideløbende at opbygge Julemandens Landsby og forlystelsesparken SantaPark nær den nordfinske by Rovaniemi. Siden har Island gjort samme krav på julemanden.

En julemandsagtig karakter kan første gang dateres i Danmark i Peters Jul (1866). Heri havde han navnet 'Den gamle Jul'. Han uddelte ikke gaver, men gik derimod rundt og tændte juletræet i hjemmene.

Indtil slutningen af 1800-tallet var husnisserne stadig de primære gavegivere i Danmark, men ved indgangen til det 20. århundrede blev julemanden efter internationalt forbillede et fast element i den danske juleaftensfejring.

Fra tiden omkring Første Verdenskrig har vi de første danske beretninger om, at voksne medlemmer af husstanden optræder udklædt som julemand.

Carl Dauw, den første danske varehusjulemand, fik sin debut i 1932 i Magasin du Nord ved Kongens Nytorv.

I årene 1957-2019 har Dansk Julemands Laug afholdt Julemændenes verdenskongres på Dyrehavsbakken nord for København. Den årlige komsammen for op mod 150 udklædte julemænd blev aflyst i forbindelse med COVID-19-epidemien og er ikke siden blevet gennemført.

• jul
• julegaver
• julenisse