Nicetraktaten

En regeringskonference, der blev indkaldt til i 2000, skulle behandle de spørgsmål om tilpasning af institutionerne til udvidelsen, som var udestående efter Amsterdamtraktaten. Regeringskonferencen fulgte ikke den tofasemodel, som fremgår af Amsterdamtraktaten, baseret på sondringen imellem færre hhv. flere end 20 medlemslande. Begrundelsen var, at EU allerede havde indledt optagelsesforhandlinger med 12 nye lande, nemlig Estland, Polen, Tjekkiet, Ungarn, Slovenien, Cypern, Letland, Litauen, Slovakiet, Bulgarien, Rumænien og Malta.

Regeringskonferencen blev indledt i februar 2000 og blev afsluttet under Det Europæiske Råds møde i Nice i december 2000. Traktaten blev undertegnet i februar 2001, men trådte i kraft 1.2.2003. Det skyldes især, at et lovforslag om ratifikation ved en folkeafstemning i Irland i 2001 blev nedstemt med et knebent flertal på 52,3%; valgdeltagelsen var på kun 35%. Et flertal på 63% af den irske befolkning stemte imidlertid for Nicetraktaten ved en ny afstemning i oktober 2002. Ved denne afstemning var stemmeprocenten 48%.

Traktatens hovedpunkter kan sammenfattes i seks punkter:

1. Ændring af EU-kommissionens sammensætning, udnævnelsesprocedure og formandens rolle.
2. Ændring af stemmevægtningen i Rådet samt overgang til kvalificeret flertal for ca. 30 bestemmelser i EF-samarbejdet.
3. Reform af EF-Domstolen og Retten i Første Instans samt adgang til at etablere nye særlige retsinstanser.
4. Ændring af bestemmelsen om sanktioner over for medlemslande, der overtræder menneskerettighederne.
5. Ændring af reglerne for det forsvarspolitiske samarbejde i lyset af WEU-Traktatens udløb.
6. Ændring af bestemmelserne om forstærket samarbejde i politikområderne udenrigs- og sikkerhedspolitik, det overstatslige samarbejde og endelig det retspolitisk samarbejde.