National insurance

National insurance (statslig social- og sygeforsikring) er en central del af velfærdsstaten i Storbritannien, der giver arbejdstagere adgang til en række social- og sundhedsydelser fra staten.

Det er arbejdsgiverne, der indbetaler til ordningen på vegne af deres ansatte. Det foregår via et særligt bidrag ved siden af den almindelige indkomstskat modsat fx Danmark, hvor de to ikke er separate. Betalingen til ordningen er obligatorisk. I 2022 var bidraget på 12% af en arbejdstagers indkomst op til £967 pr. uge og 2% på indkomster derover.

Historien bag National insurance

National insurance blev første gang indført ved lov i 1911 som en forsikringsordning til dækning af sygdom eller arbejdsløshed. Ordningen blev kraftigt udbygget af Clement Attlees Labourregering efter 2. verdenskrig og er senere blevet udbygget og ændret adskillige gange, bl.a. med tilføjelse af en form for folkepension og yderligere sociale ydelser.

Arbejdstagere betaler til National insurance fra de er 16 år, til de når folkepensionsalderen. Man skal betale, når man tjener over en bundgrænse, som fastsættes årligt. National insurance udgør en væsentlig del af regeringens indtægter. I 2021 udgjorde National insurance ca. 17,5% af statens samlede skatteindtægter.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig

Fagansvarlig for Politik og samfundsforhold i Storbritannien

Ole Helmersen
Lektor emeritus, Copenhagen Business School