Faktaboks

Morten Bo
Født
1945

Morten Bo, f. 1945, dansk fotograf; søn af Jørgen Bo. Morten Bo er især kendt som dokumentarfotograf med et socialt engagement, bl.a. gennem en serie på 15 debatskabende danske vandreudstillinger i 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne. I 1980'erne betonede han de mere abstrakte sider af fotografiet, fx linjer, konturer og kontrasten mellem lys og skygge.

Morten Bo var medlem af fotogruppen Delta-Photos 1967-72 og i 1983 medstifter af fotogruppen Ragnarok; som et led i sin interesse for formidling af fotografi grundlagde han i 1989 Danmarks fotografiske Billedkunstskole Fatamorgana.

Morten Bo har udgivet flere bøger, bl.a. Blågårds blues (1971, tekst af Carl Frederik Garde), På landet (1973, tekst af Erik Aalbæk Jensen), Lyset slukkes kl. 22:00 (1975), Folkets skole (1980), Solen i skyggen (1982) og Danmark på hjul (1986).

I 2008 modtog Morten Bo den prestigefyldte Fogtdals Fotografprisers hæderspris.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig