Faktaboks

Palle Fogtdal
Født
1. november 1931
Død
3. september 2019

Palle Fogtdal var en dansk forlagsboghandler. Palle Fogtdal var gennem årtier initiativtager til en række nyskabelser inden for magasinpressen i Danmark. I 1950'ernes anden halvdel skabte han Foto-Magasinet, Madame og Film-Journalen, dernæst i 1960'erne Bo Bedre, Eva, Bilen, Motor og Sport, i 1970'erne Bådnyt, Mad fra A til Z, Alt om Håndarbejde og Gør-det-selv (de to sidstnævnte blev også udgivet i Norge og Sverige, Alt om Håndarbejde desuden i Frankrig), og i begyndelsen af 1980'erne Hi-Fi & Elektronik og Skønne Hjem.

Palle Fogtdal solgte siden sit forlag til den svenske Bonnier-koncern og drev herefter et forlag med bøger om dansk kunst og historie. 1992-2007 udgav han det populærhistoriske Illustreret Tidende og 1988-92 Fogtdals Kunstleksikon 1-13. Et forsøg på med ugemagasinet NB! at lancere en dansk pendant til Time og Der Spiegel i 1969 blev en kortlivet fiasko.

1968-70 var Palle Fogtdal involveret i dagbladet Information som direktør, bestyrelsesformand og indehaver af aktiemajoriteten, som han siden forærede til medarbejderne. Palle Fogtdal var desuden producent på en række danske spillefilm.

I 2004 indstiftede han Fogtdals Fotografpriser med Viggo Rivad som den første modtager af hædersprisen på 250.000 kr. Af de følgende års hædersprismodtagere kan nævnes Keld Helmer-Petersen (2005), Krass Clement (2006), Kirsten Klein (2007), Morten Bo (2008), Jacob Holdt (2009) og Marianne Grøndahl (2010).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig