Mogens Ballin

Faktaboks

Mogens Ballin
født:
1871
død:
1914

Mogens Ballin. Fotografi.

.

Mogens Ballin, 1871-1914, dansk maler og kunsthåndværker. Mogens Ballin fik sin uddannelse på private malerskoler og rejste fra 1889 ofte til Frankrig og Italien, bl.a. til Bretagne 1891 og 1892 sammen med den hollandske maler Jan Verkade. Påvirket af Cézanne, Gauguin, Les Nabis og 1300-tallets italienske kunst førte han som en af de første symbolismen ind i dansk kunst.

Mogens Ballin kom fra et ortodokst jødisk hjem, men konverterede til katolicismen i 1893 og antog fornavnet Francesco; han var 1893-94 knyttet til forfatteren Johannes Jørgensens tidsskrift Taarnet.

I 1900 oprettede han sammen med Siegfried Wagner et metalværksted i København og udførte bl.a. lamper og smykker i sølv og tin i jugendstil efter eget og andre kunstneres design. I 1907 blev værkstedet solgt til sølvsmeden Hans Peter Hertz (1887-1948), men de reelle arvtagere blev de tidligere medarbejdere Georg Jensen og Just Andersen.

Mogens Ballin selv helligede sig et projekt om oprettelse af en katolsk højskole i København; det blev dog ikke fuldført.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig