Faktaboks

Menzies Campbell

Sir Menzies Campbell; Walter Menzies Campbell, Baron Campbell of Pittenweem; uformelt Ming Campbell

Født
22. maj 1941, Glasgow

Menzies Campbell er en britisk liberal politiker og tidligere olympisk løber; leder af partiet Liberal Democrats fra 2006 til 2007. Han er livstidsmedlem af det britiske overhus, House of Lords.

Menzies Campbells baggrund

Menzies Campbell er skotskfødt og uddannet som jurist ved universitetet i Glasgow. Han var som ung kendt som en talentfuld løber, der repræsenterede Storbritannien ved de Olympiske Lege i 1964 og var indehaver af den britiske rekord i 100-meter-løb fra 1967 til 1974.

Fra 1975 til 1977 var han formand for De Liberale i Skotland.

I det britiske parlament fra 1987

I 1987 blev Campbell valgt til det britiske Underhus, House of Commons. Fra 1992 blev han en ledende talsmand for Liberal Democrtas på det udenrigspolitiske område. 2003-2006 var han tillige partiets næstformand. Politisk gjorde han sig i perioden bemærket ved sin hårde kritik af den britiske deltagelse i det amerikansk ledede angreb på Irak i 2003.

Da Charles Kennedy trådte tilbage som partileder i januar 2006, blev Campbell set som den erfarne og højtrespekterede person, der kunne redde partiet fra de fløjkrige, et lederskifte ellers kunne medføre, og han blev valgt til ny leder af Liberal Democrats. Han valgte imidlertid overraskende at træde tilbage fra posten allerede i oktober 2007, hvorefter Nick Clegg blev ny leder.

Menzies Campbell blev adlet i 2004 og udnævnt til livstidsmedlem af House of Lords i 2015.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig