Faktaboks

Martin Walser

Martin Johannes Walser

Født
24. marts 1927, Wasserburg (Bodensee)
Død
26. juli 2023, Überlingen
Martin Walser

Martin Walser. Foto fra 2003.

Martin Walser
Af /Sueddeutsche Zeitung Photo/Ritzau Scanpix.

Martin Walser var en tysk forfatter og samfundsdebattør, hvis skiftende holdninger ofte var kontroversielle.

Walsers debutroman, Ehen in Philippsburg (1957), udkom lige omkring det tidspunkt, da Forbundsrepublikken havde stabiliseret sig så meget efter 2. Verdenskrig, at det nu gjaldt om at "komme fremad". Skyggesiderne ved denne stabilitetsfiksering og karrieretænkning, der ifølge Walser indebar fortrængning, tilpasning og selvfornægtelse, blev temaerne i hans forfatterskab.

Anselm-Kristlein-trilogien

I sin ordrigt fabulerende Anselm-Kristlein-trilogi, Halbzeit (1960), Das Einhorn (1966) og Der Sturz (1973), tegnes et panorama af det tyske samfund i 1950'erne, med al dets bigotteri og tomhed. I sin afsløring af borgerligheden som livsform opleder Walser de destruktive kræfter, der er årsag til det identitetsbrud, som alle hans personer lider under.

Nazi-fortid og private konflikter

Mere direkte gør han det i sine dramaer: I Eiche und Angora (1962) og Der Schwarze Schwan (1964) med henvisning til nazi-fortiden, i Der Abstecher (1961) og Die Zimmerschlacht (1967) som resultat af private konflikter og i Überlebensgroß Herr Krott (1964) i en groteske inspireret af Friedrich Dürrenmatt.

Det destruktive samfund og sproglig præcision

Martin Walsers harme over et destruktivt samfund førte ham i årene 1968-1974 til at understøtte publikationer fra samfundets "outsidere" og til at forfatte en "socialistisk" roman (Die Gallistl'sche Krankheit, 1972).

Sidst i 1970'erne fandt han tilbage til sin tidligere litterære verden, men nu i psykologisk dybtgående og sprogligt præcise tekster: Ein fliehendes Pferd (1978, dansk En flygtende hest, 1982), Seelenarbeit (1979), Brandung (1985), Jagd (1988) og Die Verteidigung der Kindheit (1991), der overskygges af en vis melankoli.

Martin Walsers seneste værker

Vigtige blandt de senere værker er Ein springender Brunnen (1998) og Der Augenblick der Liebe (2004). I 1998 vakte Martin Walser skandale, da han i sin takketale for de tyske boghandleres fredspris frabad sig brugen af "Auschwitz som moralsk kølle" over for tyskerne. Talen blev opfattet som udtryk for en ny nationalisme, og romanen Tod eines Kritikers (2002) blev beskyldt for at være antisemitisk.

Den biografiske roman Ein liebender Mann (2008, dansk En mand som elsker) omhandler den 73-årige Johann Wolfgang von Goethes kærlighed til den 19-årige Ulrike von Levetzow i Marienbad. Goethe-romanen danner sammen med romanerne Angstblüte (2006), Ein sterbender Mann (2016), Statt etwas oder Der letzte Rank (2017), den særdeles vellykkede novelle Mein Jenseits (2010) og andre tekster et ganske omfattende senværk der kredser om eksistentielle spørgsmål omkring alderen.

Priser

Martin Walser modtog talrige betydningsfulde priser, derunder Georg-Büchner-pris i 1981, Den tyske boghandels fredspris i 1998, ordenen ”Pour le mérite” og er blevet udnævnt til ”Officier de L’ordre des Arts et des Lettres”.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig