Martin Buber

Faktaboks

Martin Buber
Født
1878
Død
1965

Artikelstart

Martin Buber, 1878-1965, østrigsk-israelsk filosof og teolog; professor i jødisk religionsfilosofi og etik i Frankfurt am Main 1924-33, professor i religionssociologi i Jerusalem 1938-51.

Martin Buber støttede zionismen, som han forstod ud fra en hebraisk bibelsk humanisme. Han arbejdede for en arabisk-jødisk binational stat, hvilket måtte opgives med delingen af Palæstina i 1949. Hele sit liv følte Buber en stærk tilknytning til tysk sprog og kultur, og bl.a. hans accept af tyske hædersbevisninger og gæsteforelæsninger i Tyskland fra 1953 førte til voldsom kritik fra visse jødiske kredse. I 1963 modtog han Erasmusprisen.

Religionsfilosofisk betragter Martin Buber GT som udtryk for Israels dialog med Gud. Man skal ikke tænke intellektuelt på Gud som et noget, et det, der kan beskrives i dogmer, hvilket ifølge Buber karakteriserer dele af kristendommen. I stedet skal man i absolut tillid henvende sig direkte til Ham, der er det absolutte og universelle du, et træk, som karakteriserer sand jødedom.

Martin Bubers blivende betydning som filosof er den eksistentialistiske dialogfilosofi, som bl.a. udfoldes i hans hovedværk Ich und Du (1922, da. Jeg og du, 1964), og som hentede inspiration i hans forståelse af hasidismen, en ultraortodoks retning inden for den jødiske mystik. Hans udgangspunkt er den basale forskel mellem menneskets relation til en ting (et jeg-det-forhold) og til en person (et jeg-du-forhold), hvor det afgørende er samtalen, dialogen. Man kan undertiden have et jeg-det-forhold til et andet menneske (et du), men man kan kun blive et ægte jeg i relation til den anden som et du, hvor jeget helt er udleveret til den anden i fri og åben dialog. Det specifikt menneskelige er ikke jeget, men forholdet mellem jeget og duet.

Samfundsfilosofisk var Buber utopisk socialist og mente, at samfundet skal præges af det ægte jeg-du-forhold i modsætning til marxismens opfattelse af samfundet som udtryk for et rent jeg-det-forhold. Selv til dyr og den livløse natur kan og bør mennesket opnå et jeg-du-forhold, som, udtrykt i moderne vendinger, er den ægte økologiske og ansvarlige holdning.

I sine sidste år var Martin Buber meget optaget af psykoanalysen og mente på samme måde, at det afgørende for behandlingens succes var det personlige forhold mellem patient og terapeut, ikke den konkrete psykoanalytiske skoles intellektuelle system.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig