hasidisme

Artikelstart

Hasidisme er en jødisk fromheds- og vækkelsesbevægelse, som opstod i Østeuropa i sidste del af 1700-tallet. Hasidismen var et oprør imod den traditionelle rabbinske jødedom og dens fokusering på studiet af og overholdelsen af detaljer i den jødiske lov.

Faktaboks

Etymologi
Ordet hasidisme kommer af hebraisk hasid 'from' og -isme.
Også kendt som

chassidisme

Essensen i den hasidiske lære er Guds umiddelbare tilstedeværelse i alle ting, Hans immanens. Hvis Gud gennemtrænger al virkelighed, er alle dagligdagens opgaver og oplevelser portaler til mystisk erkendelse. En jøde kan derfor tjene Gud i alle gøremål. Gudstjenesten og bønnen er kendetegnet ved hengivenhed, sang og dans, alt sammen af ekstatisk karakter.

Hasidismens grundlægger var den ukrainske jøde Israel ben Eliezer, som lærte, at alle er lige for Gud; de ulærde er ligeværdige med de talmudlærde, idet from hengivenhed og hjertets renhed er overordnet torahstudiet og intellektuelle færdigheder. Endvidere understreger hasidismen personlig frelse frem for den i jødedommen fremherskende kollektive messianske frelse.

Selvom hasidismen tit mødte voldsom modstand fra det etablerede jødiske samfund, vandt den hurtig udbredelse i Østeuropa. Som social bevægelse ansporede hasidismen til en reorganisering af det jødiske samfund i en række kollektiver centreret omkring en karismatisk åndelig lærer, en tzaddik 'retfærdig'. Tzaddikens autoritet blev overført til hans efterkommere, hvilket resulterede i forskellige tzaddikdynastier.

De store hasidiske centre blev udslettet under holocaust i 2. Verdenskrig, men adskillige dynastier emigrerede til USA og Israel, bl.a. Lubavitch og Satmar. De etablerede deres egne skoler og er fortsat en vigtig faktor i det jødiske samfund. Lubavitch driver mission blandt andre jødiske grupper.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig