Marokko - geografi

Størstedelen af befolkningen kan betegnes som arabiserede berbere, men mange har stadigvæk berberisk som hovedsprog. Ca. 75 % af indbyggerne bor i kystegnene og på højsletterne, hvor man også finder de større byer. Landbefolkningen har traditionelt været bofaste bønder, men der findes også halvnomadiske stammer. Godt 55 % af indbyggerne bor nu i byer, og der er især stor tilflytning til Casablanca. Højlandet bebos især af berbere. Bjerglandsbyerne har ofte et fæstningsagtigt præg; de klynger sig til en bjergside eller bjergtop, og større flade markarealer er sjældne. Nogle grupper lever som halvnomader, der flytter med deres dyr (får og geder) mellem sommer- og vinterlejre, transhumance. Den fåtallige befolkning i ørkenområderne mod syd er efterkommere af både berbere og folkeslag fra Afrika syd for Sahara. De fleste er nu fastboende i gamle naturlige og nye brøndvandede oaser. Tidligere var den nomadiske kamelavl en vigtig økonomisk aktivitet og en kilde til høj status; i dag er denne livsform stort set forsvundet. Før Marokkos uafhængighed i 1956 fandtes der store franske og spanske mindretal, men de fleste forlod landet omkring uafhængigheden. De marokkanske jøder er emigreret til især Israel og Frankrig.

Befolkningstilvæksten er i de senere år faldet til omkring 1,6 % om året (2006). Arbejdsløsheden anslås til omkring 18 %, men er formentlig højere i landområderne. Mellem fem og syv mio. marokkanere menes at være emigreret, primært til Europa; Mulighederne for emigration er i de senere år blevet stærkt begrænset.

Marokkos økonomi er relativt differentieret med landbrug, minedrift, industri og service. Over 9 mio. ha er opdyrket, der er betydelige mineralresurser og et stort potentiale for turisme, men BNP er alligevel lavt.

Landbrug, skovbrug og fiskeri bidrager med knap 16 % af BNP, men beskæftiger en langt større andel af arbejdsstyrken. En betydelig del af den bedste jord ejes af kongen og drives som statsbrug i stor skala. Med kunstvanding dyrkes bl.a. citrusfrugter og grøntsager til eksport. Størstedelen af jorden drives dog som familiebrug med hvede, byg, frugt og grøntsager som vigtige afgrøder. Både i lavlandet og i bjergene er der stort dyrehold med kvæg, får og geder, og i de sydlige oaser dyrkes dadler. Landbrugsproduktionen begrænses især af vandproblemer, og landet er ikke selvforsynende med fødevarer; de fleste år må en tredjedel af kornbehovet importeres. Til gengæld er eksporten af frugt og grøntsager betydelig, og der satses på en øget produktion af sukker og bomuld. Med statslig støtte er flere kunstvandingsprojekter under udbygning.

Potentialerne for fiskeri er store, men både fiskerflåden og forarbejdningsfaciliteterne på land har for lille kapacitet til fuld udnyttelse af de rige fiskebanker i upwelling-områderne ud for Atlanterhavskysten, og en del fiskekvoter sælges til fiskere fra EU. De vigtigste fiskerihavne er Casablanca, Agadir, Safi og Essaouira, og der fanges især tun og sardiner.

Minedrift. Marokko er verdens største eksportør og har de største reserver af råfosfat, som anvendes til fremstilling af kunstgødning. I mindre omfang udvindes jern, bly, zink og mangan, og der er en mindre kulproduktion. Der er endnu ikke fundet olie- eller gasforekomster af betydning, men der gøres store håb om fund af olie ud for Atlanterhavskysten. Indtil videre må megen energi importeres. Vandkraft er kun af marginal betydning, men der er gode muligheder for udbygning på flere floder. Dog betyder den lange sommertørke, at økonomien i vandkraftprojekter kan være problematisk.

Industrien beskæftiger 16 % af arbejdsstyrken, men bidrager med 25 % af BNP. Den vigtigste sektor er den statskontrollerede forarbejdning af råfosfat til kunstgødning. Den øvrige industri er præget af mindre virksomheder inden for bl.a. fødevarer, tekstiler, læder og byggematerialer, herunder cementfabrikker. Hertil kommer den vidt udbredte og stadig levende tradition for håndværksmæssig produktion af tæpper, keramik samt træ- og lædervarer.

Både for landbrug og fiskeri gælder det, at Marokko lider under EU's kvoter på vigtige marokkanske eksportvarer.

Infrastruktur. Marokkos vejnet er veludbygget i de tætbefolkede områder, og mange veje er af god kvalitet ikke mindst i kystområderne. Der er ca. 1900 km jernbane. Tanger er et regionalt trafikknudepunkt med færgeruter til Europa; andre vigtige havne er Agadir og Casablanca. Der er flere internationale lufthavne, blandt andet til at betjene de mange turister.

Læs mere om Marokko.