Faktaboks

Marlene Dietrich

Marie Magdalene Dietrich

Født
27. december 1901, Berlin
Død
6. maj 1992, Paris
Marlene Dietrich i 1938

Marlene Dietrich var en tysk-amerikansk skuespiller og sanger. Marlene Dietrich forblev gennem et langt liv indbegrebet af den store, mystiske Hollywood-filmdiva.

Det internationale gennembrud

I perioden 1922-1929 havde Marlene Dietrich en lang række roller på teatret og i stumfilm, herunder i revyen Zwei Kravatten (1929) af Mischa Spoliansky, hvor hun blev opdaget af instruktøren Josef von Sternberg. Han gav hende efterfølgende rollen som Lola Lola i Der blaue Engel (1930, Den blå Engel), der var bygget op omkring Dietrich og hendes forførende kropssprog og dybe, sensuelle stemme. Filmen grundlagde myten om "die Dietrich", og en af Friedrich Hollaenders sange, "Ich bin von Kopf bis Fuss auf Liebe eingestellt", blev hendes kendingsmelodi.

Hollywood

Marlene Dietrich sammen med Ernest Hemingway, november 1938.

.

Efter filmens premiere tog Marlene Dietrich med Josef von Sternberg til USA, hvor de sammen lavede endnu seks film, bl.a. Morocco (1930, Marokko) og Shanghai Express (1932, Shanghai-Ekspressen). Dietrich var bedst under von Sternbergs instruktion, men leverede også spændende præstationer hos bl.a. Alfred Hitchcock i Stage Fright (1950, Lampefeber), Billy Wilder i A Foreign Affair (1948, Det hændte i Berlin) og Witness for the Prosecution (1957, Anklagerens vidne) og Orson Welles i Touch of Evil (1958, Politiets blinde øje).

2. Verdenskrig

I slutningen af 1930'erne var Marlene Dietrichs ry steget til verdensberømmelse, og hun modtog store tilbud fra nationalsocialistiske filmproduktioner i Tyskland, som hun dog konsekvent afviste. I 1939 blev hun amerikansk statsborger, og under 2. Verdenskrig optrådte hun i forreste linje for de allierede tropper, hvor hun delte kår med officerer og menige. I september 1945 aflagde hun i amerikansk kaptajnsuniform en visit i Berlin for at gense sin mor og enkelte gamle kolleger.

Tilbage til sangen

I løbet af 1950'erne genoptog Marlene Dietrich med stor succes sin karriere som kabaretsangerinde, og i 1960'erne ophørte hun stort set med at indspille film. Hun rejste verden rundt med et populært show, der også gæstede København flere gange. Der er udgivet adskillige grammofonplader med hendes sange.

Sine sidste år levede hun en tilbagetrukket tilværelse i Paris, og da Maximilian Schell i 1984 lavede dokumentarfilmen Marlene om hendes liv, nægtede hun at lade sig fotografere og optrådte kun på lydsporet.

Marlene Dietrichs eftermæle i Tyskland

Tyskernes forhold til Marlene Dietrich var anspændt efter krigen. Det var især hendes fremtræden som erobrer i amerikansk uniform, man ikke brød sig om. Hendes eneste længere turné gennem Vesttyskland i 1960 blev skæmmet af hadefulde tilkendegivelser og fristede ikke til gentagelse.

Trods sit amerikanske statsborgerskab fra 1939 følte hun sig dog fortsat som berliner og krydrede gerne sit repertoire med nostalgiske sange fra fødebyen, hvor hun da også valgte at lade sig begrave efter 61 år i eksil. Med denne gestus indledtes en radikal revision af tyskernes syn på verdensstjernen.

Da det nye store filmmuseum, Deutsche Kinemathek, i 2000 åbnede på Potsdamer Platz i Berlin, var hovedattraktionen en permanent Marlene Dietrich-udstilling, og i hundredåret for sin fødsel blev hun posthumt udnævnt til æresborger i Berlin.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig