Brødrene Max og Emil Skladanowsky (1863-1939 og 1856-1945) præsenterede som de første film i Berlin i 1895, en måned før Lumière-brødrene i Paris.

Deres kamerasystem slog dog ikke an, og tysk film stod i de tidlige år tilbage for filmen i andre nordeuropæiske lande. I 1910'erne prægedes tysk film af danskere som Stellan Rye (1880-1914) med Der Student von Prag (1913, Studenten fra Prag), Urban Gad og Asta Nielsen.

I 1917 etableredes filmselskabet UFA, der blev førende, da tysk film i 1920'erne omsider fik en storhedstid.

Ekspressionismen brød igennem som filmretning med bl.a. Robert Wienes Das Cabinet des Dr. Caligari (1920, Dr. Caligari). Siden fulgte Kammerspiel som F.W. Murnaus Der letzte Mann (1924, Hotel Atlantic), der ligesom de såkaldte Straßenfilme ('gadefilm'), bl.a. Karl Grunes (1890-1962) Die Straße (1923, Gaden), nærmede sig samtidsrealismen.

En særlig genre var de såkaldte Bergfilme ('bjergfilm'), bl.a. Arnold Fancks (1889-1974) Der heilige Berg (1926, En moderne Eva). Ved siden af Ernst Lubitsch' farcer og historiske dramaer og Fritz Langs monumentale storproduktioner, Metropolis (1926) og Die Nibelungen (1924), der behandlede gamle og nye myter, var der også bevægelsen Neue Sachlichkeit, som satte sig spor bl.a. på G.W. Pabsts Die freudlose Gasse (1925, Bag Glædernes Maske) og Phil Jutzis (1896-1946) Mutter Krausens Fahrt ins Glück (1929, Mutter Krauses Himmelfart). En avantgardistisk filmkunst trivedes også med bl.a. Walter Ruttmann.

Tysk film var i denne periode et centrum for den nyskabende kunstneriske film. Det kulminerede med de tidlige lydfilm, bl.a. Josef von Sternbergs Der blaue Engel (1930, Den Blå Engel), Fritz Langs M (1931), politisk filmkunst som Slatan Dudows (1903-1963) Kuhle Wampe (1932), med manuskript af Bertolt Brecht, og operettefilm som Erik Charells Der Kongreß tanzt (1931, Kongressen danser).

En række af tysk films hovedskikkelser, bl.a. Lubitsch og Murnau, søgte til Hollywood i midten af 1920'erne, andre, fx Lang, flygtede fra nazismen i 1930'erne. Hovedskikkelser i den nazistiske film, der var under ledelse af propagandaminister Joseph Goebbels, var dokumentaristen Leni Riefenstahl med Triumph des Willens (1935) og Veit Harlan, der præsenterede nazistisk ideologi draperet som stort anlagte historiske dramaer som Jud Süss (1940, Jøden Süss) og Kolberg (1945).

Efter krigen skabte instruktører som Wolfgang Staudte med Die Mörder sind unter uns (1946, Morderne er iblandt os), Helmut Käutner med In jenen Tagen (1947, Galskabens Vej), Bernhard Wicki med Die Brücke (1959, Broen) samt i DDR Konrad Wolf med Sterne (1959, Stjernen) en humanistisk filmkunst, der gik i rette med den nazistiske fortid. Herudover var 1950'ernes vesttyske film mest præget af lystspil og hjemstavnsromantik (Heimatfilme).

I 1960'erne søgte en gruppe unge intellektuelle instruktører, bl.a. Alexander Kluge, Jean-Marie Straub og Volker Schlöndorff, nye veje for tysk film, men det lykkedes først overbevisende i 1970'erne med instruktører som Werner Herzog, Wim Wenders, Margarethe von Trotta og især Rainer Werner Fassbinder, der med sin kontroversielle og nyskabende filmkunst blev hovedskikkelsen.

Centralt står også Edgar Reitz, som i tv-storværket Heimat (1984, Hjemstavn), Die zweite Heimat (1992, Den anden hjemstavn) og Heimat 3 (2004) fortæller tysk historie i 1900-tallet.

Den nyere tyske film byder også på excentriske originaler som Herbert Achternbusch (1938-2022) og Hans-Jürgen Syberberg, kvindelige satirikere som Doris Dörrie (f. 1955) samt kommercielle instruktører som Wolfgang Petersen med Das Boot (1981, U-båden) og Roland Emmerich (f. 1955) med en Hollywoodkarriere, der bl.a. omfatter Independence Day (1996).

Den unge tyske film markerer sig bl.a. med instruktører som Sönke Wortmann (f. 1959) med Der bewegte Mann (1994, Den følsomme mand), Caroline Link (f. 1964) med Jenseits der Stille (1996, Bag stilheden) og Tom Tykwer med den postmodernistiske Lola rennt (1998, Lola).

Efter årtusindskiftet har tysk film med stor succes behandlet Tysklands nyere historie i bl.a. Wolfgang Beckers (f. 1954) komedie Good Bye Lenin! (2003) om murens fald, Oliver Hirschbiegels (f. 1957) drama Der Untergang (2004) om Hitlers sidste dage og Florian Henckel von Donnersmarcks (f. 1973) Das Leben der Anderen (2006, De andres liv) om Stasi-aflytning i DDR.

Med Gegen die Wand (2004) af Fatih Akin er også det multietniske Tyskland kommet på det internationale filmlærred.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig