Mari El

Mari-el.

.

Mari El, Respublika Marij El, republik i Den Russiske Føderation, en af landets 83 regioner; 23.000 km2, 696.500 indb. (2010). Hovedstad Josjkar-Ola. Mari El blev oprettet 1920 som autonomt område for den etniske gruppe mari ved Volgas midterste løb; 1936-91 var den autonom republik i Rusland. Republikken ligger mellem Volgabifloderne Ilet og Vetluga ca. 600 km øst for Moskva. Halvdelen af arealet er skov, og de vigtigste industrier er cellulose- og papirfremstilling og anden træforarbejdning. I landbruget dyrkes korn og hør, og der er en del kvægavl.

47% af befolkningen er russere; marierne udgør 43%, og deres sprog, mari, tilhører den finsk-ugriske sprogæt. De kan betragtes som Europas sidste hedenske nation. Offerritualer, dyrkelse af forfædrenes ånder og førkristelige guder har overlevet her, især blandt de såkaldte lavlandsmarier. Det er sket trods zartidens tvangskristninger, Sovjettidens antireligionskampagner og pres fra de muslimske naboer, tatarerne, som marierne var underlagt indtil 1552, da Kazankhanatet blev erobret af Ivan 4. den Grusomme og kom under Rusland. Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 har hedenskaben fået en renæssance, også blandt de 300.000 marier, der lever uden for Mari El, og hedenske organisationer har krævet deres tro indført som republikkens statsreligion. 60% af marierne hævdes at være dobbelttroende, idet de anerkender den kristne Gud som en variant af deres egen Store Hvide Gud. De deltager i russisk-ortodokse gudstjenester, hvor de beder deres egne bønner og lægger offergaver foran de kristne ikoner. Kun 6% af marierne betegnes som "rene hedninge". I forbindelse med anlæggelsen af vandkraftværket Tjeboksary i naborepublikken Tjuvasjien i midten af 1980'erne blev 89.000 ha skov i Mari El oversvømmet trods protester. Også de hedenske organisationer protesterede mod ødelæggelsen af deres hellige lunde.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig