Margrete Fredkulla

Omkring år 1100 opstod der strid mellem Margretes far Inge Stenkilson og den norske konge Magnus 3. Barfod om besiddelsen af Dalsland på grænsen mellem de to riger. Striden blev bilagt ved, at de to konger indgik en fredsaftale, ifølge hvilken Inges datter Margrete blev gift med Magnus. Det omstridte Dalsland udgjorde hendes medgift. På grund af dette ægteskab fik Margrete i islandske kilder tilnavnet "Fredkulla" ('fredskvinde').

Magnus Barfod omkom dog allerede efter to års ægteskab under et togt til Irland i 1103. Da Margrete ikke havde nået at få børn med Magnus, vendte hun hjem til Sverige, og Dalslandet blev aldrig norsk.

I 1105 giftede Margrete sig igen, denne gang med den nye konge af Danmark, Niels. Ægteskabet beseglede en alliance mellem den danske konge og Sveriges kongeslægt, og da dennes mandlige linje uddøde i årene omkring år 1120, blev Margrete arvtager til dele af det svenske kongerige. Det var på denne baggrund, at hendes egen søn Magnus siden kunne blive konge af Västergötaland.

Det lader til, at Margrete som dansk dronning spillede en betydelig politisk rolle. Hun var den første (og eneste kvinde i ældre nordisk middelalder), hvis navn er fundet på periodens mønter, idet hun optræder på danske mønter sammen med sin mand. Desuden er hun den første kvinde, der optræder ved navn i et skandinavisk kongebrev. En kilde fra samtiden antyder, at det i realiteten var hende, der under kong Niels' regeringstid bar ansvaret for kongemagten. Ifølge Saxo søgte Margrete at holde sammen på den danske kongeslægt, der ellers var præget af stor rivalisering.

Margretes bestræbelser gav sig udtryk ved, at hun forsøgte at stifte fred mellem rivalerne ved, at hun fik flere af hendes kvindelige slægtninge gift med forskellige danske kongeætlinger. Især var det af betydning, at hendes søsterdatter Ingeborg blev gift med jarlen over Slesvig, Knud Lavard, der var hendes mands nevø. Samtidig blev Knud Lavards fætter Henrik Skadelår gift med hendes brordatter Ingerid.

Ifølge en samtidig kilde formåede Margrete at opretholde freden mellem de forskellige kongeætlinge, mens hun selv var i live, og det var først efter hendes død omkring år 1130, at rivaliseringen mellem hendes søn Magnus og Knud Lavard brød ud i lys lue. Denne endte med, at Magnus myrdede Knud Lavard, hvorefter Danmark blev kastet ud i en blodig borgerkrig, der i sidste ende kostede både Magnus og kong Niels livet.

Dog sætter Næstvedårbogen Margretes død til året 1117. Hvis denne oplysning er rigtig, kan hun ikke have spillet den altafgørende fredsskabende rolle i kong Niels' sidste regeringsår. Derimod omtaler en saksisk krønikeskriver, at hun var til stede ved et møde i Slesvig i 1129 eller 1130. Her kan der dog være tale om en misforståelse, og dronningen kunne i det tilfælde have været kong Niels' anden dronning, Ulvhild.

Men uden en præcis datering af Margretes død lader hendes betydning for forholdet mellem Magnus og Knud Lavard sig ikke fastlægge med sikkerhed. Sikkert er det dog, at Margrete i sin levetid spillede en, for samtiden, fremtrædende rolle i forhold til den danske kongemagt.

Mens hendes norske ægteskab var barnløst, havde hun to sønner med kong Niels, Inge og Magnus. Inge døde dog allerede som barn. Ifølge Saxo omkom Inge ved, at hans hest sparkede ud efter ham.

• Danmarks historie i middelalderen