Macbeth - skotsk konge

Macbeth, ca. 1005-15.8.1057, konge af Skotland fra 1040. Macbeth var ikke beslægtet med kongehuset, men anerkendtes som konge efter at have besejret Duncan 1. i kamp. Han var meget godgørende over for kirken, og i 1050 foretog han en pilgrimsrejse til Rom. Han faldt i kamp mod Duncans søn Malcolm 3. Canmore.

Shakespeares tragedie Macbeth er formentlig afsluttet og opført første gang i 1606. Historien om Macbeths tronran er fra Holinsheds Chronicles (1577). Aktuelt legitimerede tragedien de skotske Stuarters overtagelse af den engelske trone i 1603 ved Jakob 1., men det er den psykologisk overbevisende gennemspilning af ærgerrighedsmotivet, der har sikret stykket klassikerstatus.

Verdi skrev operaen Macbeth til tekst af Francesco Maria Piave (1810-76) efter Shakespeares tragedie. Operaen blev uropført i Firenze 1847 og revideret til opførelse i Paris i 1865.

Dramaet er filmatiseret flere gange, bl.a. af Orson Welles (1948), Roman Polanski (1971) og Kurosawa med titlen Blodets trone (1957).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig