Akira Kurosawa

Faktaboks

Akira Kurosawa
Født
23. marts 1910
Død
6. september 1998

Film. Akira Kurosawas De syv samuraier fra 1954 blev takket være sine medrivende billeder og sin spændende historie snart anerkendt som et af filmhistoriens mesterværker. Her ses Takashi Shimura i rollen som den vise leder af samuraierne, der kommer en fattig landsby til undsætning.

.

Kurosawa Akira. De syv samuraier fra 1954 blev takket være sine medrivende billeder og sin spændende historie snart anerkendt som et af filmhistoriens mesterværker. Her ses Takashi Shimura i rollen som den vise leder af samuraierne, der kommer en fattig landsby til undsætning.

.

Akira Kurosawa, 23.3.1910-6.9.1998, japansk filminstruktør. Lige fra sin debut i 1943 udviste Akira Kurosawa et helt særegent talent for at udnytte kameraet og især klipningen til at fylde sine film med bevægelse og energi.

I 1950 skabte Akira Kurosawa med Rashomon (Dæmonernes port) international opmærksomhed omkring sig selv og japansk film som helhed. I løbet af de efterfølgende 15 år fulgte en række mesterværker, der slog hans navn fast som en af filmkunstens store skikkelser. De film, som Kurosawa har lavet siden 1970'erne, har i forhold til de tidligere været mere stillestående og pessimistiske, men af betagende skønhed i billedkomposition og farvebrug.

Som søn af en militærmand af gammel samuraislægt blev Akira Kurosawa tidligt øvet i kendo (sværdfægtning). Faderen stillede sig dog ikke i vejen for hans ambition om at blive kunstmaler, men efter at have forsøgt sig nogle år opgav han det selv. I 1936 fik Kurosawa arbejde som instruktørassistent, og vejledt og inspireret af den erfarne Kajiro Yamamato (1902-74) lærte han alle aspekter af filmarbejdet fra grunden.

Allerede i sin første film, Sugata Sanshiro (1943, En judo saga), viste han sin fornemmelse for action og dynamik, bl.a. med brug af slowmotion. Gennembruddet i hjemlandet kom med det samfundskritiske gangsterdrama Yoidore tenshi (1948, Drunken Angel), der var den første af i alt 15 film med skuespilleren Toshiro Mifune.

Spillefilm instrueret af Akira Kurosawa
1943 Sugata Sanshiro/En judo saga
1944 Ichiban utsukushiku/The Most Beautiful
1945 Zoku Sugata Sanshiro/En judo saga 2
1945 Tora no o o fumu otokotachi/De som træder på tigerens hale
1946 Asu o tsukurú hitobito/Those Who Make Tomorrow
1946 Waga seishun ni kuinashi/No Regrets for Our Youth
1947 Subarashiki nichiyobi/One Wonderful Sunday
1948 Yoidore tenshi/Drunken Angel
1949 Shizukanaru ketto/A Silent Duel
1949 Nora inu/Stray Dog
1950 Shubun/Scandal
1950 Rashomon/Dæmonernes port
1951 Hakuchi/Idioten
1952 Ikiru/Ikiru - at leve
1954 Shichinin no samurai/De syv samuraier
1955 Ikimono no kiroku/Record of a Living Being/I Live in Fear
1957 Kumonosu-jo/Blodets trone
1957 Donzoko/Natherberget
1958 Kakushi toride no san-akunin/Den skjulte fæstning
1960 Warui yatsu hodo yoku nemuru/The Bad Sleep Well
1961 Yojimbo/Livvagten
1962 Tsubaki Sanjuro/Sanjuro
1963 Tengoku to jigoku/Himmel og Helvede
1965 Akahige/Rødskæg
1970 Dodesukaden/Byen uden årstider
1975 Derusu Usara/Derzu Uzala
1980 Kagemusha/Krigerens skygge
1985 Ran/Ran
1990 Yume/Akira Kurosawa's Dreams/ Akira Kurosawas drømme
1991 Hachigatsu no kyoshikyoku/ Rapsodi i august
1993 Madadayo

I Rashomon søgte Akira Kurosawa at genskabe stumfilmtidens atmosfæremættede og rigt belyste fotografering. Filmen vakte dog især opsigt ved sin komplekse struktur, hvor modstridende beretninger gør sandheden umulig at fastslå.

Kurosawa fik ry som humanist med Ikiru (1952, Ikiru — at leve) om en kræftsyg skrankepave, der giver de sidste måneder af sit liv mening ved at tvinge opførelsen af en legeplads gennem det stive bureaukrati, som han selv er en del af. Kurosawa befæstede yderligere sit ry med storværket Shichinin no samurai (1954, De syv samuraier) om syv samuraikrigeres forsvar af en landsby mod en røverbande. Han begyndte her at anvende telelinser, der reducerede billeddybden og bragte tilskueren helt tæt på handlingen, og til optagelse af flere drabelige kampscener brugte han op til seks kameraer ad gangen.

Akira Kurosawa er blevet kaldt den mest "vestlige" japanske filmskaber dels pga. sin individualistiske livsanskuelse, dels fordi han har hentet megen inspiration i vestlig film (John Ford og Abel Gance) og litteratur (Fjodor Dostojevskij og William Shakespeare). Kurosawa er imidlertid på mange måder meget japansk orienteret. Således er billedsiden i hans filmatisering af Shakespeares Macbeth, den grumme og tågeindhyllede Kumonosu-jo (1957, Blodets trone), åbenlyst præget af no, den vigtigste dramatiske genre i det gamle japanske teater. Kurosawas kredsen om ansvar og viljestyrke stemmer godt overens med de bedste sider af samuraiernes æreskodeks.

Kurosawas film skildrer oftest et decideret mandsunivers, og i mange hyldes det traditionelle samspil mellem lærling og mester. Det fornemste eksempel er nok Akahige (1965, Rødskæg), et episodisk drama om en ung læges modningsproces, udført med forbløffende realisme: Kurosawa lod med enorme omkostninger opføre en hel kulisseby, så 1850'ernes Japan kunne bringes til live bag personerne. I denne samt i det eminente kidnapningsdrama Tengoku to jigoku (1963, Himmel og Helvede) når hans dynamiske stil sit højdepunkt.

Trods Rødskægs store succes blev det herefter nærmest umuligt for Akira Kurosawa at få sine projekter finansieret i Japan. Hans sene film er mærket af bekymring over den moderne verdens udvikling og en svigtende tro på, at mennesket kan tøjle sin selviskhed og trodse sin skæbne. Det giver dem et moraliserende præg, men film som Ran (1985), baseret på Shakespeares King Lear, og Madadayo (1993) er med deres fuldstændige klarhed tydeligvis en mesters værker.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig