Ludvig 11.

Ludvig 11., 1423-1483, konge af Frankrig fra 1461, søn af Karl 7. Efter et oprør mod faderen i 1440, det såkaldte Praguerie, fik Ludvig herredømmet over Dauphiné, som han styrede med stor dygtighed i de næste 15 år; han grundlagde bl.a. universitetet i Valence og parlamentet i Grenoble. Forholdet til faderen forblev anstrengt, og i 1456 måtte Ludvig søge beskyttelse hos Filip den Gode af Burgund. Her opholdt han sig, indtil han ved faderens død 1461 blev Frankrigs konge.

I hele sin regeringstid stræbte Ludvig 11. efter med alle midler at udvide og styrke kongens magt over for de mægtige kronvasaller i det endnu stærkt lensopdelte Frankrig. Som et led i denne politik fremmede han byernes og borgerskabets indflydelse ved aktivt at støtte handel, industri og minedrift. Ved at knytte dygtige borgerlige rådgivere og embedsmænd til sin regering styrkede han den kongelige administration af landet og trængte ind på områder, som tidligere havde været underlagt de lokale lensherrers suveræne myndighed. Ved en aftale med paven i 1472 sikrede han sig tillige retten til at udnævne biskopper. I 1465 dannede de franske stormænd med den burgundiske tronarving, Karl den Dristige, i spidsen en mægtig alliance, Ligue du bien public 'Velfærdsligaen', der påførte kong Ludvig en krig, som han måtte udkæmpe resten af sin regeringstid. I 1468 faldt han i fangenskab og måtte i Péronne indgå en ydmygende fred, der overlod Picardiet til burgunderne. I 1470'erne lykkedes det ham ved en behændig blanding af diplomati og våbenmagt at besejre sine fjender, og efter Karl den Dristiges død i 1477 kunne han inddrage Burgund, Franche-Comté og Artois under den franske krone, i 1481 ligeledes Provence.

Ludvig 11.s eftermæle er overvejende negativt. Han beskrives som en tyran, beregnende, hensynsløs, kynisk og følelseskold. Men han var tillige en intelligent og energisk hersker, der fik stor betydning for Frankrigs udvikling hen imod en samlet stat.