Faktaboks

Karl 7. Sejrherren
Født
22. februar 1403
Død
22. juli 1461

Karl 7. Sejrherren, 22.2.1403-22.7.1461, konge af Frankrig fra 1422, søn af Karl 6.

Som ung blev Karl kastet ind i borgerkrigen mellem bourguignons og armagnaker. Som leder af Armagnakpartiet blev Karl i 1420 udelukket fra tronfølgen, der i stedet overgik til den engelske konge. Ved faderens død blev Karl dog anerkendt som konge af store dele af Frankrig, men Nordfrankrig var under engelsk besættelse. Han slog sig ned i Bourges og levede her som "konge af Bourges".

I 1428 indledte englænderne belejring af Orléans, da indtagelsen af denne by ville åbne det sydlige Frankrig for den engelske hær. Orléans blev befriet i foråret 1429; på Karls side kæmpede den karismatiske unge bondepige Jeanne d'Arc, som blev symbolet på den genvakte franske kampvilje. Fra da af gik det stadig fremad for Karl, men da Jeanne d'Arc blev taget til fange året efter, gjorde han mærkelig nok intet for at frelse hende fra bålet. I 1435 sluttede Karl fred med hertugen af Burgund, året efter holdt han sit indtog i det befriede Paris, og i 1453 endte Hundredårskrigen med fransk sejr.

I Karls regeringstid oplevede Frankrig en genrejsning. Nye skatter blev indført, retsvæsenet forbedredes, og hæren blev omorganiseret med en fast stående styrke. I 1438 blev den franske kirkes uafhængighed af pavemagten fastslået.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig