Liberty & Co., britisk firma med selvstændig designvirksomhed, som fik stor betydning både for The Aesthetic Movement og Arts and Crafts-bevægelsen. Firmaet blev grundlagt i London i 1862 af Arthur Lasenby Liberty (1843-1917), først som importfirma af østasiatisk og indisk kunsthåndværk, tekstiler og møbler. Fra 1875 produceredes eget design som tekstiler af vigtige nye navne som C.F.A. Voysey og Lindsay Philip Butterfield (1869-1948), møbler af Edward William Godwin (1833-86), kunsthåndværk af Christopher Dresser og metalarbejder af Archibald Knox (1864-1933). En del af firmaets tidlige produkter fremstilles stadig, men en kontinuerlig udvikling af nye designlinjer har også fundet sted. Se også liberty.