Faktaboks

Charles Francis Annesley Voysey
Født
1857
Død
1941

Charles Francis Annesley Voysey, 1857-1941, britisk arkitekt og kunsthåndværker. Voysey etablerede egen tegnestue i 1882, og inspireret af bl.a. John Ruskin og William Morris' idéer blev han tidligt en succesfuld og hyppigt kopieret tekstil- og tapetdesigner.

Voyseys store berømmelse i Europa omkring 1900 skyldes imidlertid hans arkitektoniske arbejder, der udelukkende var enfamilieshuse på landet. Karakteristisk for hans velbyggede og funktionelle landhuse var deres rustikke og enkle udtryk i en lav og langstrakt form med cementpudsede, hvidkalkede mure, store tagflader med dominerende skorstene og indvendigt en central hall med kamin.

Eksempler herpå er The Cottage (1888) i Bishops Itchington, hovedværket Broadleys i Windermere (1898) og hans eget hus, The Orchard, i Chorley Wood (1900-01).

Læs mere om arkitektur i Storbritannien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig