Leopold 1. (tysk-romersk kejser)

Faktaboks

Leopold 1.
Født
9. juni 1640
Død
5. maj 1705

Artikelstart

Leopold 1., 9.6.1640-5.5.1705, tysk-romersk kejser fra 1658, søn af Ferdinand 3. Leopold 1. skabte grundlaget for Habsburgerrigets opstigning til europæisk stormagt.

Efter Den Westfalske Fred i 1648 blev Brandenburg-Preussen i stigende grad en udfordring for den habsburgske kejsers arvelande, og udadtil var både kejserriget og de habsburgske lande under pres fra Osmannerriget og Frankrig. Frem til 1660 støttede Leopold 1. Polen og Brandenburg mod den svenske overmagt, og 1662-64 var han i krig med Osmannerriget.

Leopolds enevælde fremprovokerede opstande i Ungarn, hvor osmannerne intervenerede. Osmannerne forsøgte i 1683 at erobre Wien, men det mislykkedes, da kejserlige hære med hjælp fra Polen slog dem tilbage i Slaget ved Kahlenberg. Denne sejr markerede et vendepunkt i kejserens østpolitik. Freden i Karlowitz 1699 indbragte Slavonien og Siebenbürgen (Transsylvanien) samt den centrale del af Ungarn, som osmannerne havde holdt besat i knap 200 år; Schlesien var definitivt blevet habsburgsk i 1675.

Trods Leopolds utallige forsøg på at imødegå Frankrigs ekspansionspolitik i Nederlandene, Pfalz og Spanien endte konfrontationen til ugunst for Østrig i Den Spanske Arvefølgekrig.

Indenrigspolitisk gennemførte Leopold en bureaukratisk stramning og fremmede økonomien gennem merkantilistiske foranstaltninger. Kejseren var dybt religiøs og en stor musikelsker, som komponerede flere hundrede værker og åbnede hoffet i Wien for den italienske musik.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig