Faktaboks

Mette-Marit

Fødenavn: Mette-Marit Tjessem Høiby

Født
19. august 1973
Titel
kronprinsesse af Norge
Mette-Marit
Norges kronprinsesse Mette-Marit i 2016.
Af /Det kongelige hoff.

Mette-Marit er Norges kronprinsesse. I 2001 blev hun gift med kronprins Haakon. Mette-Marit er datter af tidligere journalist Sven Olaf Bjarte Høiby (1936–2007) og bankfunktionær Marit Tjessem (f. 1937).

Barndom og opvækst

Mette-Marit voksede op i Kristiansand. Hendes forældre blev skilt, da hun var 11 år, og Mette-Marit blev boende hos sin mor. Efter at være begyndt ved Oddernes videregående skole i 1989 tilbragte Mette-Marit seks måneder ved Wangaratta High School i Australia som udvekslingselev. I 1994 tog hun studentereksamen ved Kristiansand katedralskole .

I 1996 forbedrede hun sin karakterer og tog eksamen fra Bjørknes Privatskole i Oslo. Mette-Marit var gravid, mens hun tog sin eksamen her.

Forhold med Morten Borg

Mette-Marit og Morten Borg mødte hinanden, da hun boede i et kollektiv i Lillestrøm. Sammen med Morten Borg har hun sønnen Marius (f. 1997). Morten Borg blev i 1991 dømt for at have købt narkotika.

Uddannelse

Kronprinsesse Mette-Marit havde ikke fuldført noget studium, inden hun mødte kronprins Haakon. Hun har dog studeret socialantropologi og taget et kursus i journalistik ved Folkeuniversitetet. Før hun mødte kronprins Haakon, havde hun også et afbrudt studium til bygningsingeniør ved højskolen i Agder bag sig.

Kronprinsesse Mette-Marit blev i 2003 optaget på School of Oriental and African Studies (SOAS) ved University of London, og hun deltog i et trainee-program på Norad, det norske direktorat for udviklingssamarbejde. Her tog hun en række eksamener i Development-Experience, Theories of Development, HIV/AIDS and Development og The Global Refugee Crisis.

Kronprinsesse Mette-Marit tog i 2012 en mastergrad i ledelse ved Handelshøyskolen BI i Oslo.

Desuden har hun været i en "hospitalspraktik", hvor hun havde fokus HIV/AIDS-behandling.

Mødet med kronprins Haakon

I sommeren 1999 mødtes Mette-Marit og kronprins Haakon på Quartfestivalen i Kristiansand. De havde truffet hinanden gennem fælles bekendte på den samme festival tre år tidligere. De prøvede i starten at holde forholdet hemmeligt. Mette-Marit var på daværende tidspunkt en enlig mor med et ry som "partyprinsesse". Tidligt i 2000 var pressen på sporet af forholdet, og til sidst valgte kronprins Haakon at fortælle om det i et tv-interview, der vakte stor opsigt. Samme efterår flyttede de sammen.

Pressen

Mette-Marit og Haakon på pressemøde i 2000
Mette-Marit og Haakon bekendtgjorde deres forlovelse på et pressemøde i december 2000.
Mette-Marit og Haakon på pressemøde i 2000
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Monarkiets fremtid blev diskuteret i store dele af den norske presse, hvor Mette-Marits tidligere forhold og ungdomsliv blev endevendt. Hverken kong Harald 5. eller dronning Sonja gav dog udtryk for, at de frygtede for det norske monarkis fremtid, ved at parret giftede sig. Kongeparret understregede, at deres børn selv måtte bestemme, hvem de ville giftes med.

Fredag den 2. december 2000 blev Mette-Marits forlovelse med kronprins Haakon offentliggjort. I forbindelse med forlovelse, blev der afholdt et pressemøde. Til pressemødet havde Mette-Marit forberedt en liste med ting, hun ønskede at fortælle pressen og Norge:

"Jeg har lyst til at tage et emne op, og jeg har lyst til at tale lidt om min fortid (...) Siden det blev kendt, at jeg var kæreste med kronprinsen, har der været en del rygter om min fortid. Mit ungdomsoprør har været ganske meget stærkere end mange andres, tror jeg. På den tid var det meget vigtigt for mig at leve på tværs af det, der var accepteret. Det har også ført til, at jeg har levet ganske udsvævende. Jeg var i et miljø, hvor du blev testet, og hvor vi overskred grænserne."

Til pressemødet tog Mette-Marit afstand fra narkotika og var tydelig bevæget. Hun har senere fortalt, at hun var følelsesmæssigt dybt påvirket og støttede sig kronprins Haakon.

Forlovelse og ægteskab

Kronprinsparrets bryllup i 2001
Kronprinsparret forlader domkirken efter deres vielsen den 25. august 2001.
Kronprinsparrets bryllup i 2001
Af /Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Den 25. august 2001 i Oslo Domkirke blev kronprins Haakon og Mette-Marit gift. Vielsen blev forrettet af biskop Gunnar Stålsett (f. 1935), der bl.a. sagde til bruden: "Som alenemor har du vist vej for andre."

Kronprinsesse Mette-Marit var iført en kjole skabt af designeren Ove Harder Finseth (f. 1965) og syet af Anna Brathen. Det var en enkel silkekjole med lange ærmer og et to meter langt slæb. Kjolen var draperet af 125 meter silketyl. Kjolen var inspireret af den engelskfødte dronning Maud, der var det selvstændige Norges første dronning.

Bryllupsdiademet var en gave fra dronning Sonja inden brylluppet. Diademet er fra 1910 og købt hos smykkefirmaet Garrard i London.

Efter vielsen kørte det nygifte kronprinspar til slottet i den åbne sorte Lincoln Cabriolet, som også blev brugt af kong Harald 5. og dronning Sonja ved deres bryllup i 1968. Herefter var der bryllupsmiddag for cirka 250 inviterede.

Kronprinsparrets børn

Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit har to børn: prinsesse Ingrid Alexandra (f. 2004), som er nummer to i arvefølgen, og prins Sverre Magnus (f. 2005). Kronprins Haakon er desuden stedfar til Marius Borg Høiby (f. 1997), som Mette-Marit har fra sit tidligere forhold med Morten Borg. Kronprinsfamilien bor på gården Skaugum i Asker.

Kronprinsparets fond

Kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon fotograferet i galla i 2023.
/Det kongelige norske hoff.

Fonden blev etableret, da kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit blev gift. Fonden har til formål at sikre, at unge bliver set, hørt og forstået. Fokus er, at få unge til at bruge deres ressourcer til gavn for dem selv og samfundet.

Mette-Marits fokusområder

Kronprinsesse Mette-Marits fokusområder er især litteratur, mentalt helbred og behandling af HIV/AIDS.

Litteratur

Kronprinsesse Mette-Marit er optaget af læseglæde, og hun har ad flere omgange udtalt, at der findes en bog til alle. Siden hun blev kronprinsesse har Mette-Marit deltaget i lang række litteraturarrangementer. Hendes primære fokus er dog Litteraturtoget, der hvert år kører en ny rute med forskellige stop i Norge.

I 2017 blev kronprinsesse Mette-Marit udnævnt til ambassadør for norsk litteratur i udlandet.

Mentalt helbred

Mette-Marit er også optaget af arbejdet for mental sundhed, og hun er protektor for Rådet for psykisk helse.

HIV/AIDS

Siden 2001 har kronprinsesse Mette-Marit været engageret i HIV/AIDS-tematikken. I 2006 blev hun udnævnt til UNAIDS Special Representative. I denne rolle har hun foretaget flere rejser til blandt andet Nicaragua og Ukraine, og hun har flere gange ledet den norske delegation til den internationale aidskonference, som arrangeres hvert andet år.

Klima og miljø

Sammen med Kronprins Haakon har kronprinsses Mette-Marit været med til at sætte fokus på de små tiltag i hverdagen, der kan bidrage til en grønne fremtid.

Sygdom

Kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon fortalte i 2018, at Mette-Marit lider af kronisk lungefibrose. Lægerne har fortalt, at det hos kronprinsesse Mette-Marit drejer sig om en autoimmun sygdom. Det er derfor svært at forudsige udviklingen i sygdomsforløbet. Kronprinsesse Mette-Marit har derfor færre forpligtigelser end andre i det norske kongehus.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig