Mere end 80 % af Kroatiens indbyggere var i 1991 kroater, mens omkring 12 % var serbere, hovedsagelig bosat i Krajina og i Øst- og Vestslavonien.

Omkring 250.000 serbere flygtede eller blev fordrevet i efteråret 1995, og de kroatiske serbere udgjorde i 2001 ca. 4,5% af befolkningen. En del af de fordrevne kroatiske serbere er begyndt at vende tilbage, men returneringen sker stadig i et langsomt tempo; siden 1996 har FN's flygtningeagentur UNHCR assisteret 18.000 kroatisk-serbiske flygtninge fra Serbien og Montenegro og 7500 fra Bosnien-Hercegovina med at vende tilbage. Den kroatiske regering anslår, at yderligere 107.000 er vendt tilbage på egen hånd. UNHCR anslår, at resten af de omkring 250.000 kroatiske serbere, der flygtede i 1995, enten stadig overvejer at vende tilbage eller har taget permanent ophold andetsteds.

Kroatien rummer endvidere et lille antal muslimer, slovenere og italienere (hhv. 43.000, 22.000 og 21.000). I 1996 var der endelig ca. 180.000 flygtninge, primært bosniske kroater, fra især Bosnien-Hercegovina.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig